Fodbold

Klar BIF-udmelding lige efter nederlag

Brøndby forventer et større underskud efter nederlaget til FC Basel i Conference League-kvalifikationen.

Få minutter efter nederlaget i den europæiske kvalifikation melder Brøndby til Fondsbørsen, at de nedjusterer klubbens økonomiske forventninger.

Brøndby havde regnet med at gå ud med et resultat på mellem plus 15 og minus 15 millioner kroner i 2022. Et beløb, de nu har nedjusteret til mellem minus 10 og minus 30 millioner kroner for året.

- Brøndby IF's resultatforventning for 2022 er fortsat behæftet med væsentlig usikkerhed, skriver klubben.

Brøndby havde en 1-0-sejr med sig til Schweiz, men det blev udlignet i den ordinære spilletid, som Basel vandt 2-1.

Det endte med en afgørelse i straffesparkskonkurrence, hvor Brøndby efter tre afbrændere tabte 1-3.

- Det er skuffende. Selvfølgelig er det det. Spillerne gav, hvad de havde derinde. Vi var lidt pressede undervejs, specielt i den sidste del af kampen, synes jeg. Men de stod egentlig meget godt imod, siger cheftræner Niels Frederiksen til TV 2 SPORT.

Truppen er slidt

Grundet kvalifikationskampene til Conference League har Brøndby nu spillet 8 kampe på 25 dage, og det begynder at kunne mærkes på spillerne.

Klubben har tabt tre af de første fire Superliga-kampe, og mod Basel blev der så tilføjet skader til truppen.

- Lige nu, når vi står og er røget ud, så havde det været meget bedre, at vi var blevet nummer seks i Superligaen i sidste sæson og slet ikke havde spillet nogen europæiske kampe, siger Niels Frederiksen.

- Vi har brugt ekstremt mange kræfter, og vi har en trup, der er relativt tyndslidt. Det er relativt udfordrende lige nu, men sådan er det at spille mange kampe med en trup, der lige knap er bred nok til det på alle positioner.

- Spillerne er brugte, og vi fik et par skader. Det er lidt noget lort for at sige det på godt, gammeldags dansk.

Brøndby deltog sidste år i Europa League efter at være blevet dansk mester.