Fodbold

'AC' svarer igen på beskyldninger

​Den danske landsholdsspillers Instagram-konto er kommet i fokus kort før sæsonstart.

Andreas Christensen, 'AC', venter på at blive registreret hos FC Barcelona, og på det sociale medie Instagram har danskerens profilbillede nu skabt flere spekulationer om fremtiden.

Flere fodboldfans beskylder således 'AC' for at have skiftet sit profilbillede på Instagram. 

Beskyldningerne lyder på, at 'AC' skulle have ændret sit profilbillede fra et billede i Barcelona-trøje til et, hvor han igen er iført en trøje fra den tidligere klub Chelsea.

Noget, den danske landsholdsspiller dog afviser.

- Bare til info har jeg aldrig ændret billedet eller slettet noget. Jeg er bare ikke den store Instagram-bruger – det er alt, skriver han.

Spekulationerne om danskerens fremtid kommer i kølvandet på meldingen om, at 'AC' har en særlig klausul i sin kontrakt. Klausulen giver ham lov til at skifte fra FC Barcelona på en fri transfer, hvis klubben ikke får ham registreret inden den første ligakamp mod Rayo Vallecano.  

FC Barcelona kæmper fortsat for at få registreret klubbens nye spillere inden første ligakamp lørdag aften. Et stort salg fredag indikerer dog, at det stadig kan lykkes.  

Deadline for at få registreret spillere for efterårssæsonen er 1. september.