VM fodbold

Fyret kort før VM - for tredje gang i karrieren

Bosniske Vahid Halilhodzic er blevet fyret som landstræner for Marokko, få måneder før VM begynder.

Så er den gal igen.

For tredje gang er 69-årige Vahid Halilhodzic blevet afskediget kort før et VM.

Torsdag annoncerede det marokkanske fodboldforbund, at det har valgt at fyre Halilhodzic blot tre måneder før VM.

Årsagen til fyringen skyldes blandt andet, ifølge flere marokkanske medier, at Halilhodzic det seneste år har udstødt de to profiler Noussair Mazraoui og Hakim Ziyech.

Men den rutinerede bosnier bør have en taktik for, hvordan han håndterer en sådan situation. Han har i hvertfald prøvet noget lignende før. To gange endda.

Seks måneder før starten på VM i Sydafrika i 2010 blev Halilhodzic fyret som landstræner for Elfenbenskysten, efter nationen klarede sig skidt under Africa Cup of Nations.

Svenske Sven-Goran Eriksson overtog i stedet trænerrollen og kom med til VM.

Skete igen i 2018

Knap otte år var der deja-vu. Halilhodzic havde fået job som landstræner for Japan, der skulle med til VM i Rusland i 2018. Men blot to måneder før slutrundens begyndelse, blev den bosniske træner igen fyret.

Det japanske forbund skrev dengang, at Halilhodzic havde mistet tilliden i truppen, og at der var store kommunikationsproblemer mellem parterne.

I stedet blev den tidligere japanske landsholdsspiller Akira Nishino sendt i spidsen for nationen, og han førte Japan til ottendedelsfinalen, hvor Belgien blev for stor en mundfuld.

Halilhodzic kan trods alt glæde sig over at have været til VM som træner en enkelt gang. I 2014 undgik han at blive fyret forud for slutrunden i Brasilien, hvor han var landstræner for Algeriet.

Her havde den 69-årige træner pæn succes, da han førte Algergiet videre fra gruppespillet, inden det blev til et nederlag til de senere vindere fra Tyskland efter forlænget spilletid.

Halilhodzic har blandt andet også været træner for klubholdene Nantes, PSG, Lille og Trabzonspor.

Marokko er i pulje med Belgien, Canada og Kroatien ved det kommende VM i Qatar.