Fodbold

Jeg vil bare have fred

TV 2 SPORTs fodboldekspert skriver her om Manchester United, der lørdag tabte hele 0-4 til Brentford i Premier League.

Jeg er ikke længere i stand til at levere en analyse af Manchester United. Derfor bliver dette kun ustrukturerede strøtanker fra en mand, hvis fly er 14 timer forsinket.

Far er ikke vred. Han er ikke engang skuffet.

Han er desillusioneret. Ved ikke om han skal le eller græde. Han vil bare have fred.

Den her klumme havde jeg ikke skrevet, hvis mit fly hjem fra Barcelona var gået til tiden. Men afgangen er netop blevet udskudt fra 09.55 til 23.55. Det betyder masser af tid til at skrive. Og så betyder det, at min sindsstemning passer rigtig godt til at skrive om Manchester United. 14 f... timer forsinket. 1-2 mod Brighton. 0-4 mod Brentford.

Jeg så heldigvis ikke sidstnævnte kamp, da jeg var travlt optaget af gøremål på Camp Nou. Men jeg fik opdateringer fra min gode ven og lidelsesfælle gennem et helt voksenliv, Dan Sørensen. Mange læsere af denne klumme vil kende ham. Tidligere superligaspiller i AGF, Ikast, Vejle og andre inferiøre klubber. Nå, det var et forkert spor. Men det fik mig faktisk til at smile indvendigt.

Det var Dans og min kommunikation, vi kom fra. Det startede med en sarkastisk sms fra mig, da jeg så på livescore, at Brentford var foran med 1-0. "Vi er da kun bagud med en," skrev jeg. Smiley. "To", replicerede Dan. Uden smiley. Herefter kan man jo regne resten ud. Meldingerne stod som pistolskud på min skærm. Tre. Fire.

Hvis skyld er det?

Senere på aftenen tjekkede jeg mit twitter-feed i et forsøg på at lodde stemningen. Manchester Uniteds fans synes delt i flere lejre.

Hvis skyld er det, at verdens engang mægtigste fodboldklub lige nu ligner en mand, der har været på druk i ni år og stadig tror, at han kan få sit liv tilbage? Mange synes, det er spillernes skyld. Endnu flere, at det er de amerikanske ejeres.

Der er også de mere personlige overvejelser. Om folks forhold til denne dysfunktionelle fodboldklub. Nogen giver op. Andre bliver endnu mere stålsatte. Det er nu, at United har brug for trofaste fans, skriver de. Retorik for rettroende.

Jeg tror, at mange har det ligesom jeg. At vi har svært ved at finde ud af, hvor vi skal slå lejr. Her er det vigtigt at slå fast, at jeg IKKE er en die hard-fan af Manchester United. Jeg har fulgt de røde djævle siden 1976. Med mere eller mindre entusiasme. Når min tv-station havde rettigheder til Premier League, så jeg (næsten) alle Uniteds kampe. Når min tv-station ikke havde, så jeg dem sjældent. Det er min ret. Ingen har patent på at være mere eller mindre rigtig som fan. Giver det din stemme større kraft, hvis du ikke kan sove om natten efter et nederlag? Nope.

Men er det ejernes eller spillernes skyld? Jeg aner det ikke. Hvad er den præcise årsag til, at totalsmadrede biler ikke kan køre? Eller at udtjente kroppe giver op? Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var Erik ten Hag? Tage det første fly ud af Manchester. Hvis det ellers går til tiden.

Jeg orker ikke længere at debattere Manchester Uniteds dårligdomme. (...) Jeg vil hellere vande min have.

Morten Bruun

Jeg bliver ofte bedt om en analyse af Manchester Uniteds problemer. Men det er mig efterhånden umuligt. I hvert fald i det store billede. Hvor skal jeg ende og begynde, spørger jeg? Ja, men kan du ikke sige noget om, hvor Christian Eriksen passer ind? Jo, jeg kan da forsøge. Hvor lang tid tror du, der går, før United bliver mestre igen? Jeg tror, det bliver i din levetid, svarer jeg som regel. De fleste, der ringer, er væsentligt yngre end mig.

Jeg vil hellere vande min have

I 2013 inviterede jeg min nevø til Old Trafford. Theatre of Dreams. Han var lykkelig. Det var den bedste konfirmationsgave. Jeg var stolt af at kunne give den. United vandt selvfølgelig både kampen og mesterskabet. Det var Sir Alex Fergusons sidste hjemmekamp som manager.

Ja, og apropos ham! Jeg har talt med United-fans, som i ramme alvor mener, at det er Fergies skyld, at klubben er havnet i det nuværende morads. Altså ham, der førte United til alle mesterskaberne. Ligesom der var folk, der argumenterede for, at Ronaldo var årsagen til alle Uniteds problemer i sidste sæson. Altså ham, der scorede alle Uniteds mål. Nu må jeg le. Eller nej; skulle jeg hellere græde?

Jeg gør ingen af delene. For jeg orker det ikke. Jeg orker ikke længere at debattere Manchester Uniteds dårligdomme. Jeg ved, jeg skuffer folk. Men jeg gider ikke. I hvert fald ikke i min fritid. Jeg vil hellere vande min have. Heldigvis har min efterhånden årelange apati også ført den behagelighed med sig, at de alt for mange Liverpool-fans i mit liv er holdt op med at sende sms’er, når United taber. Jeg svarer også sjældent. Måske skriver jeg YNWA tilsat en smiley af en eller anden art. De får ret, og jeg får fred.

Det er nok i virkeligheden allerhelst det, jeg vil have. Fred. Ikke som i Fred, den umulige brasilianer på Uniteds midtbane, men som i at være fri for at høre om og forholde mig til Uniteds eskalerende forfald.

Nå, ja, og så vil jeg for øvrigt gerne snart hjem.