Fodbold

OB udlejer midtstopper

Kasper Larsen skifter på en lejeaftale til Fehérvár, som har sikret sig en købsoption på forsvarsspilleren.

Kasper Larsen skal frem til næste sommer prøve kræfter med ungarsk fodbold.

Mandag oplyser OB på sin hjemmeside, at den 29-årige midterforsvarer skifter til Fehérvár på en etårig lejeaftale. Den ungarske klub har sikret sig en købsoption på Larsen, så skiftet kan ende med at blive permanent.

Dermed forlader Kasper Larsen igen sin barndomsklub. Midtstopperen fik sin fodboldopdragelse i OB.

- Kasper har en flot karriere i OB bag sig, hvor han har bidraget til klubben på forskellig vis gennem årene, siger fodbolddirektør i OB Björn Wesström på klubbens hjemmeside.

- Når der var interesse fra udlandet, så vi på, hvilke muligheder det kunne skabe for både Kasper, hans familie og OB i udviklingen af truppen. Alt i alt medførte det beslutningen om at låne Kasper ud med en købsoption.

Larsen kalder det for "specielt"

Kasper Larsen forlod første gang OB i foråret 2015, hvor han også blev lånt ud. Dengang var det til FC Astana i Kasakhstan. I sommeren samme år blev han solgt til Groningen i Holland.

Tre år senere gik turen til Norrköping i Sverige, hvorfra OB hentede ham tilbage til Fyn i januar 2020.

I alt har Kasper Larsen gennem årene spillet 154 kampe for OB's førstehold.

- Det er lidt specielt at skulle forlade OB, da OB er min klub, men det er en mulighed, som min familie og jeg gerne vil prøve, siger Kasper Larsen på OB's hjemmeside.

- Det er vi taknemmelige for, at OB ville acceptere. Fodbold er en speciel størrelse, og når man får muligheden for at prøve sig selv af i udlandet, så skal man virkelig overveje det, men det bliver spændende at prøve en anden kultur af med europæisk fodbold.

Fehérvár blev i sidste sæson nummer fire i den ungarske liga. Holdet har gennem tiden vundet det ungarske mesterskab tre gange. Første gang var i 2011, mens det også blev til guld i 2015 og 2018.