VM fodbold

Sort uge for landsholdet

Landsholdstræner Kasper Hjulmand krydser fingre for, at holdet bliver forskånet for flere skader frem mod VM.

Om 99 dage spiller Danmark den første VM-kamp.

Slutrunden er derfor inden for rækkevidde, og i de næste 90 dage vil det være bekymrende, hver gang en landsholdsaktuel spiller bliver skadet i forbindelse med en klubkamp. Den netop overståede uge var en af de uger, der var fyldt med bekymringer på vegne af herrelandsholdet.

Det er enormt forstyrrende for hans arbejde

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker om Kasper Hjulmands arbejde frem mod VM

Landsholdsprofilen Andreas Skov Olsen, der har været i topform hos Club Brügge, måtte forlade banen med en skade i første halvleg af søndagens kamp mod Leuven.

En anden etableret landsholdsspiller i form af Jonas Wind kom ikke i aktion for Wolfsburg, fordi han er blevet ramt af en muskelskade i ugens løb.

Og så måtte landsholdsbobleren Mohamed Daramy forlade fredagens FCK-kamp efter en halv time, fordi han mærkede noget og bad om at komme ud.

Jonas Wind var ikke i weekendens trup, og klubben bekræfter, at der er tale om problemer i låret. Og omfanget af muskelskader er selvsagt altid svære at spå om.

TV 2 SPORT har henvendt sig til Andreas Skov Olsens agent samt FCK’s pressechef for at høre om omfanget på skaderne hos de to kantspillere. Uden held i begge tilfælde.

Ekspert er bekymret for muskelskaderne

Men uanset omfanget er det bekymrende med de mange skadestilfælde. Den korte optakt til VM i november betyder nemlig, at kampformen er altafgørende, fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Vi er gået ind i de sidste 100 dage, så hver gang en spiller får et lille setback eller en udfordring, er det ikke godt nyt for hverken spilleren eller landsholdet. Kasper Hjulmand har brug for spillere, der kan gå direkte fra klubturneringen og ind til VM, på grund af den korte forberedelsestid. Dét gør det bekymrende, hver gang en spiller bliver skadet. Især med de her muskelskader, for de skal respekteres. Muskelskader er nemlig slemme i starten af sæsonen, fordi det også påvirker formen, som man opbygger i løbet af de første fem-seks kampe.

Jeg håber virkelig, at vi bliver forskånet for flere skader

Landsholdstræner Kasper Hjulmand

Mads Junker kan kun forestille sig, hvor mange frustrationer det kan skabe hos landsholdstræneren.

- Det er enormt forstyrrende for hans arbejde. Hvis han sidder og arbejder på, hvordan eksempelvis Daramy og Wind kan gøre ondt på Tunesien, skal han jo ændre i de tanker hele tiden. Han må lige nu tænke i større linjer frem mod VM, og på den korte bane fokuserer han jo nok på Nations League om en håndfuld uger. Og her kan han jo så teste forskellige ting af, hvis landsholdet bliver ramt af forskellige skader.

- Grundlæggende tror jeg, at Hjulmand sætter sig og sender en bøn hver weekend. Det er jo ude af hans hænder, og han kan jo intet stille op. Skal man finde noget positivt i de her tre tilfælde, så er det trods alt bedre at blive skadet nu end at blive skadet i oktober.

Hjulmand krydser fingre

Og Mads Junker rammer ikke helt forkert, når han gætter på, at Hjulmand sender en bøn hver uge.

Helt så specifikt beskriver landstræneren det ikke, men til TV 2 SPORT fortæller han, at der ikke er så meget andet at stille op end at håbe på det bedste.

- Når alt kommer til alt, handler det jo om at krydse fingre for, at der ikke er alle mulige, der bliver skadet. En Jonas Wind, der lige får en muskelskade nu, er ikke godt. Jeg håber virkelig, at vi bliver forskånet for flere skader, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.

Danmark spiller de sidste to Nations League-kampe, hvor det kan blive til en historisk førsteplads, 22. og 25. september.

VM starter for landsholdets vedkommende den 22. november, når Tunesien venter. Den 26. november venter Frankrig, inden gruppespillet lukkes ned for Danmarks vedkommende 30. november med en kamp mod Australien.