Fodbold

Andersen svines til i hadbeskeder - nu deler han bunkevis uden at slette navne

Joachim Andersen kommer også med en bøn til Instagram og Premier League i håbet om, at de gør noget ved problemet.

Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen spillede en pragtkamp mandag aften.

Her spillede han en stor rolle, da Crystal Palace kæmpede sig til et flot point mod Liverpool på Anfield.

Alle tal og statistikker efter kampen fortæller en historie om en dansk midtstopper, der spillede en utrolig kamp, hvorfor han også topper flere af de lister, forsvarsspillerne gerne vil toppe. Derudover var han involveret i en episode, hvor Liverpool-stjernen Darwin Nunez nikkede ham en skalle.

Præstationen har dog medført en lang række hårde beskeder mod den 26-årige dansker. Tirsdag middag har Andersen på sin Instagram-profil delt en række hadbeskeder med følgende budskab:

- Jeg fik måske 300-400 af disse slags beskeder i går aftes (mandag aften, red.). Jeg forstår, at I støtter et hold, men I skal have noget respekt og lade være med at spille hårde på internettet, skriver han i den første story.

Dernæst deler Premier League-profilen hele 17 stories med 17 forskellige eksempler på, hvordan han er blevet svinet til efter kampen.

Meget voldsomme beskeder

Og det er beskeder fra nær og fjern. På dansk, norsk og engelsk fra profiler fra mange forskellige nationer.

Joachim Andersen har valgt ikke at anonymisere de forskellige profiler, men det har TV 2 SPORT gjort i det her tilfælde. Herunder medfølger et par eksempler på, hvad folk har skrevet til ham:

- Fuck dig. Jeg vil dræbe dig og din familie, skriver en russisk bruger.

- Så du råber mod, skubber til og peger mod folk, men falder som en lille kælling, når de vender sig om og står op mod dig? Hvor er du barnlig. Du falder som en lille kælling. Du skal ikke spille stor, når du bare falder som den lille rotte, du er, skriver en engelsk bruger.

- Din store, dumme idiot. Skam dig. Din store taber, skriver en dansk bruger.

- Det er fandeme fortjent, at Nunez nikkede dig en skalle, dit provosvin. Håber, at du rykker ned med Palace. Hvor meget gav I dommeren? 200 pund? 300 pund? 500 pund? Fandeme godt spillet. Du fortjener fandeme en Oscar for det skuespil, skriver en dansk bruger.

- Jeg håber, at du og din får et liv fyldt med smerte, din fucking idiot. Har da aldrig set en værre fodboldspiller end dig. Du laver jo ikke en eneste ren tackling. Du hænger på ryggen af alle spillere. Jeg håber fandeme, at du bliver skrottet til VM, skriver endnu en dansk bruger.

Danskeren kommer med opfordring

Andersen slutter af med en story, hvori han har et budskab.

- Jeg håber, at Instagram og Premier League gør noget ved det her.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Joachim Andersens medierådgiver, Morten Crone, men den danske Premier League-spiller ønsker ikke at snakke i dag.