Fodbold

Premier League-stjerne tiltalt for voldtægt af flere kvinder - et "rovdyr", siger anklager

Voldtægterne og overgrebene skulle være sket over en periode på tre år.

Et ”rovdyr”, der ”konstruerede situationer”, der kunne bruges til adskillige voldtægter med sin medsammensvorne.

Så alvorlige er nogle af ordene i en af de mest opsigtsvækkende retssager mod en topfodboldspiller.

Manden på anklagebænken er ingen ringere end den 28-årige franske landholdsspiller Benjamin Mendy, der har sin klubkontrakt hos de engelske mestre, Manchester City.

Mendy er tiltalt for otte tilfælde af voldtægt, et voldtægtsforsøg og et seksuelt overgreb mod i alt ni forskellige kvinder i perioden oktober 2018 til august 2021.

Forbrydelserne skal ifølge anklagerne være begået sammen med Mendys ven og "fixer", 41-årige Louis Saha Matturie (ikke at forveksle med den tidligere franske landsholdsspiller Louis Saha, red.), hvis anklager i flere tilfælde overlapper med Benjamin Mendys.

De to franskmænd nægter sig skyldige i alle anklager.

Fra natklub til poolfest

Ved retten i Chester i det nordvestlige England fremlagde den offentlige anklager sine anklagepunkter og delte beretningerne fra de syv kvinder, der anmeldte forbrydelserne.

Ifølge anklageren, Timothy Cray, havde voldtægterne intet med fodbold at gøre.

- I stedet, siger vi, er det endnu et kapitel i en meget gammel historie: Mænd, der voldtager og overfalder kvinder seksuelt, fordi de tror, at de er magtfulde, og fordi de tror, at de kan slippe af sted med det, begyndte anklagemyndigheden ifølge The Mirror.

På baggrund af beretningerne kunne anklageren fortælle, hvordan de to tiltalte brugte Mendys status som feteret fodboldspiller til at lokke kvinder hjem til poolfester fra natklubber i Manchester.

En af Louis Saha Matturies opgaver var ifølge Timothy Cray:

- At finde unge kvinder og skabe situationer, hvor de kunne blive voldtaget og seksuelt krænket, lød det videre fra anklageren ifølge The Guardian, som kaldte de tiltalte for "rovdyr".

I alt 13 kvinder er stået frem som vidner i sagen. De har en gennemsnitsalder på 20 år og 9 måneder.

Panikrum og konfiskerede telefoner

Ved ankomsten til Mendys store hus, der ligger indhegnet i et landområde uden for Manchester, fik flere af kvinderne taget deres telefoner.

Angiveligt for at beskytte Mendy og andre mod uønsket opmærksomhed på sociale medier. Flere andre fodboldspillere skal også have deltaget i festerne hos Mendy.

- Jeg forestiller mig, at Mendy ikke ønskede, at Pep Guardiola (træner for Manchester City, red.) skulle se ham sent på Instagram med en masse piger, sagde Timothy Cray i retten.

- Men det gjorde dem også ude af stand til at ringe efter hjælp.

Huset ligger godt 30 kilometer fra det centrale Manchester og 15 minutters gang fra den nærmeste landsby, skriver The Mirror.

To af kvinderne sagde ifølge BBC, at Manchester City-spilleren voldtog dem i aflåste rum – et kontor og det største soveværelse. En tredje fortalte, at hun blev voldtaget i husets biograf.

Ifølge de to førstnævnte havde rummene specielle låse, som er svære at låse op indefra.

I retssalen fik juryen vist videooptagelser af en politibetjent, der demonstrerede låsene på dørene. Flere af rummene i huset er såkaldte "panikrum". Anklageren forklarede, at det er noget, der bliver brugt af velhavende personer, så eventuelle indbrudstyve kan have svært ved at komme ud af huset igen.

Anholdt, suspenderet og løsladt

Benjamin Mendy har mindre end et år tilbage af sin seksårige kontrakt med Manchester City.

Mendy var ligesom sin medanklagede, Louis Saha Matturie, varetægtsfængslet fra august 2021, hvor Manchester City suspenderede franskmanden, og frem til 7. januar i år, hvor de begge blev løsladt mod kaution.

Ifølge det britiske sportsmedie The Athletic kan op til fem af Mendys Manchester City-holdkammerater – både tidligere og nuværende – indkaldes som vidner i løbet af retssagen, der forventes at vare tre til fire måneder.

Det skulle dreje sig om Jack Grealish, Riyad Mahrez, Kyle Walker, Raheem Sterling og John Stones, der alle kan være at finde i retten.

Strafferammen for Mendys anklager er ifølge det spanske sportsmedie Marca mellem 5 og 20 års fængsel.