Fodbold

Tyrkisk mål irriterer FCK-profiler

En uheldig episode lagde en dæmper på FC Københavns fest, og det var et irritationsmoment for to af hjemmeholdets profiler.

FCK's sejr på 2-1 over Trabzonspor i den første Champions League-kvalifikationskamp havde overordnet set en god smag.

Men hjemmeholdets to bærende kræfter Victor Claesson og Carlos Zeca nævner begge en irriterende bismag: udeholdets ærgerlige reducering.

- Det er altid frustrerende at indkassere sådan et mål. Men jeg ser sådan på det, at det er bedre at vinde 2-1 end at tabe 1-2, siger FCK-anfører Carlos Zeca til TV 2 SPORT.

Hvor ærgerligt er det, at de får det 1-2-mål?

- Det er lidt irriterende, men sådan er det. Men inden kampen havde vi solgt den for 2-1. Vi er klar til Tyrkiet, siger Victor Claesson, der bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Bismagen skyldes, at Trabzonspors 1-2-scoring det 79. minut endte i FCK’s mål via en uheldigt afretning fra Davit Khocholava på Anastasios Bakasetas’ langskud.

Da bolden strejfede georgierens knæ, ændrede den så meget kurs, at bolden FCK-debutant Matt Ryan i målet var uden chance.

FCK-anfører Carlos Zeca var tilbage i startopstillingen efter en lang skadespause, og han nød at være tilbage i Parken og spille foran FCK's fans.

- Dette er mit sjette år i København, og atmosfæren har altid været vild. Det er altid fedt at spille foran et fyldt stadion. De var vores 12. spiller. De støttede os så meget og gav os så meget energi. Jeg håber, vi kan give dem mere af det her, siger Zeca.

FCK - Trabzonspor 2-1

  • 9' 1-0 Viktor Claesson (assist: Rasmus Falk Jensen)
  • 48' 2-0 Lukas Lerager (assist: Denis Vavro)
  • 79' 2-1 Anastasios Bakasetas (assist: Abdulkadir Omur)
  • Tilskuertal: 27.720 tilskuere

Reduceringen betyder, at det hele er åbent inden returkampen i Trabzon på onsdag.

Den samlede vinder booker billet til Champions Leagues gruppespil og indløser en anseelig sum penge.