Fodbold

Endnu en dansker er på plads i Brentford

Mathias 'Zanka' Jørgensen har skrevet under på endnu en aftale med Brentford.

Danskerklubben Brentford får endnu en dansker på holdkortet. Vel at mærke en dansker, de har et stort kendskab til i forvejen.

32-årige Mathias 'Zanka' Jørgensen, der i sidste sæson spillede for London-klubben, har skrevet under på en ny aftale, der løber frem til sommeren næste år. Det oplyser Brentford i en pressemeddelelse.

Han er unik i det, han giver uden for banen

Thomas Frank, Brentfords cheftræner

Mathias 'Zanka' Jørgensens kontrakt med Brentford løb i første omgang ud 1. juli, og siden da har han holdt formen ved lige på klubbens anlæg, mens han samtidig er kommet sig over en skade.

Nu har han så for anden gang sat en underskrift på en kontrakt med den engelske klub, og det glæder den danske cheftræner, Thomas Frank.

- Vi har hele tiden ønsket at forlænge Zankas kontrakt og er glade for, at vi nu har gjort det. Han gjorde det rigtig godt for os i sidste sæson i de kampe, han spillede, og han var fantastisk omkring gruppen som en erfaren spiller.

- Han er unik i det, han giver uden for banen. Han giver gruppen meget, når han spiller, og når han ikke spiller, så kommer han med små råd til yngre spillere og presser alle til træning, siger Thomas Frank i pressemeddelelsen.

Forsvarsspilleren skiftede i september sidste år til klubben efter at have fået revet sin kontrakt med Fenerbache over. Første sæson blev dog ikke den store sportslige succes, da han takket være en række skader blot nåede at være i kamp 10 gange.

'Zanka' har tidligere i karrieren været inde omkring det danske landshold. Han var senest med til EM i 2021.

I Brentford bliver Mathias 'Zanka' Jørgensen holdkammerat med en lang række danskere - heriblandt landsholdsspillerne Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Mikkel Damsgaard.

Herunder kan du få overblikket:

Danskere i Brentford 2022/2023-sæson

  1. Thomas Frank

    • Manager
    • 48 år

    Thomas Frank har været i Brentford siden 2016, hvor han i første omgang blev ansat som assistenttræner. To år senere, vinteren 2018, fik den danske træner muligheden for at blive manager i klubben. Det har været en stor succes, og i 2021 rykkede han klubben op Premier League, hvor Brentford stadig er at finde i denne sæson. 

  2. Brian Riemer

    • Assistenttræner
    • 43 år

    Den tidligere FCK-mand blev i oktober 2018 ansat som assistentræner i klubben, kort efter Franks ansættelse som manager. Han var i mange år assistent til Ståle Solbakken i FCK, og nu har han været Franks assistent i godt fire år - svarende til 190 kampe. 

  3. Christian Nørgaard

    • Midtbanespiller
    • 28 år

    Den stærke midtbanespiller har været i Brentford siden 2019, hvor han kom til den engelske klub fra italienske Fiorentina. Den tidligere Brøndby-profil har udviklet sig til at blive en af Brentfords vigtigste spillere, hvorfor han tidligere på året forlængede sin kontrakt til og med sommeren 2025. 

  4. Mathias Jensen

    • Midtbanespiller
    • 26 år

    Mathias Jensen ankom også til danskerklubben i 2019, hvor Thomas Frank hentede den talentfulde midtbankreatør i spanske Celta Vigo. Jensen, der har spillet 19 A-landsholdskampe, har kun ét år tilbage af sin kontrakt i Brentford. 

  5. Mads Roerslev

    • Forsvarsspiller
    • 23 år

    Den unge højreback kom også til Brentford i januar, men i modsætning til Nørgaard og Jensen kom han ikke med erfaring fra en af Europas største ligaer. Den tidligere FCK-spiller var sæsonen forinden udlejet til Vendsyssel, hvor han havde store problemer med at spille sig på holdet. Nu er han en fuldbyrdet rotationsspiller i Premier League-klubben, hvor han fik 21 ligakampe i fjor. 

  6. Mads Bech Sørensen

    • Forsvarsspiller
    • 23 år

    Den store midtstopper kom fra AC Horsens til Brentfords B-hold tilbage i 2017, og siden han var udlånt til AFC Wimbledon i 2020, har forsvarsspilleren været en del af førsteholdstruppen i Brentford. Han er ikke en fast del af startopstillingen, og i sidste sæson blev det til 15 kampe på tværs af alle turneringer. 

  7. Luka Racic

    • Forsvarsspiller
    • 23 år

    Luka Racic kom til Brentfords B-hold i 2018, hvor han blev hentet i FCK's ungdomsafdeling. Forsvarsspilleren har været udlejet til Northampton og HB Køge, men i øjeblikket er han registreret i Brentfords trup. Der har dog været langt til førsteholdet for Racic. 

  8. Mads Bidstrup

    • Midtbanespiller
    • 21 år
    • Udlejet til FC Nordsjælland

    Den talentfulde midtbanespiller skiftede i 2020 ungdomsafdelingen i RB Leipzig ud med Brentfords B-hold. Den tidligere FCK-spiller er lige som i seneste halvsæson udlejet til Superligaklubben FC Nordsjælland, men det er kort tid siden, at Bidstrup forlængede sin kontrakt med Brentford. Thomas Frank har nemlig givet udtryk for, at han i den grad ser en fremtid i Bidstrup. 

  9. Mikkel Damsgaard

    • Offensivspiller
    • 22 år

    Mikkel Damsgaard er formentlig udset til at udfylde den kreative rolle, som Christian Eriksen havde i slutningen af sidste sæson. Damsgaard er kommet til Brentford fra Serie A-klubben Sampdoria, hvor han skiftede til i 2020. Opholdet i Italien var en blandet omgang, mens han under EM i 2021 for alvor blev en internationalt anerkendt fodboldspiller.

  10. Mathias 'Zanka' Jørgensen

    • Forsvarsspiller
    • 32 år

    Mathias 'Zanka' Jørgensen var også i Brentford i 2021/22-sæsonen, hvor det dog blot blev til ti kampe på grund af en række skader. Nu har han og Brentford indgået en ny aftale, som løber frem til sommeren 2023.