Fodbold

Lossede til stolpen efter kæmpeafbrænder

Måltyven Helenius havde en usædvanlig god mulighed for at bringe Silkeborg foran i Helsinki, men helt uforståeligt headede han bolden forbi mål.

Silkeborg tabte til Helsinki, men kunne være rejst hjem fra Finland med et bedre resultat.

I 1. halvleg havde Nicklas Helenius en hovedstødschance, som han normalt omsætter til mål, men i stedet headede han lige forbi. Og så fik stolpen angriberens frustrationer at føle.

- Jeg var sikker på, at den var inde. Jeg havde tænkt på, at nu havde jeg headet en del gange tilbage (i målet, red.) og tænkte, at nu skal den bare ned i det korte, siger Nicklas Helenius til Ekstra Bladet.

Også Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen var ærgerlig over den misbrugte chance.

- I europæisk fodbold skal man score på sine chancer. Vi havde en eller to, og det kunne have ændret det hele. Men det gjorde det ikke, så derfor er vi skuffet, siger Kent Nielsen til SIF TV.

Nicklas Helenius er delt topscorer i Superligaen i denne sæson med fire kasser.

Nedlagt af flot langskudsmål

Frem til det 69. minut i den finske hovedstad havde Silkeborg fint styr på Europa League-playoffkampen, som var jydernes første europæiske kamp i 21 år.

Men så fik forsvarsspiller André Calisir direkte rødt kort for at komme for sent i en duel, og kampbilledet ændrede sig.

HJK Helsinki-spillerne lagde pres på deres danske gæster, og efter 80 minutters spil kom den finske forløsning. David Browne kunne se sit langskud stryge ind bag Silkeborg-målmand Nicolai Larsen.

Det blev kampens enlige scoring. Der er returkamp på JYSK park i Silkeborg torsdag 25. august, hvor Silkeborg 'bare' skal vinde. Så er de i hvert fald sikre på minimum 30 minutters forlænget spilletid.

Se Silkeborg-HJK Helsinki på TV 2 SPORT X torsdag 25. august klokken 18.30.

Silkeborg tabte 0-1 på udebane til HJK Helsinki i den første af to kampe om at komme i Europa Leagues gruppespil. Video: Anders Masannek Jørgensen