Fodbold

Man får lige et "god tur!" med på vejen, siger profil før historisk brag

Silkeborg-profilen Nicolai Vallys kan mærke opbakningen fra Silkeborg-by inden vigtig europæisk kamp.

Det er efterhånden et stykke tid siden, Silkeborg IF senest har blandet sig i et europæisk selskab. Faktisk 21 år.

Med en overraskende tredjeplads i Superligaen fra sidste sæson i bagagen og udsigt til europæisk fodbold emmer Silkeborg af fodboldstemning.

Det har en af klubbens store profiler Nicolai Vallys bemærket forud for Europa League-playoffkampen mod HJK Helsinki.

- Det er kæmpestort. Både for os spillere, men især også for klubben og Silkeborg-by. Det er noget, vi glæder os rigtig meget til, siger Nicolai Vallys til TV 2 SPORT.

- Når man kommer gående gennem byen, får man lige et "god tur!" med på vejen. Folk er generelt bare glade, og der har været snak om et storskærmsarrangement i byen.

Europæisk debut og uforudsigelig modstander

Nicolai Vallys er en af mange Silkeborg-spillere, der torsdag får sin europæiske fodbolddebut.

Angriberen vurderer dog ikke, at Silkeborgs manglende europæiske erfaring bliver en stor hæmsko for klubben, når de møder det finske hold i den første af to kampe om en plads i gruppespillet i Europa League.

- Jeg har ikke prøvet det før, og det er nogle kampe, der godt kan leve sit eget liv.

- Det kan da godt være, at der kommer lidt ekstra nerver, men vi har hver især meget godt styr på vores roller i kampen.

- De første fem-ti minutter skal vi måske lige i gang, men ellers tror jeg ikke, det bliver noget problem.

- Jeg tror, det bliver en tæt og svær kamp. Det er ikke et hold, vi kender specielt godt, men vi har forberedt os så godt som muligt, afslutter Vallys.

Du kan følge Silkeborgs opgør mod HJK Helsinki på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY torsdag fra klokken 20.00.