Conte og Tuchel får forskellige straffe for kæmpe skænderi
De to managers er begge blevet straffet med bøder for deres sammenstød i weekendens kamp mellem Tottenham og Chelsea.
Det trak overskrifter, da Thomas Tuchel og Antonio Conte røg i totterne på hinanden i søndagens Premier League-opgør.
Nu har skænderierne så også fået både økonomiske og sportslige konsekvenser.
Chelsea-manager Thomas Tuchel er således blevet straffet med en bøde på 35.000 pund - svarende til cirka 300.000 danske kroner - samt en enkelt spilledags karantæne i Premier League for upassende opførsel.
Antonio Conte, der står i spidsen for Tottenham, er "sluppet" med en bøde på 15.000 pund - svarende til cirka 130.000 danske kroner - med samme begrundelse. Det skriver Sky Sports.
Tuchels karantæne er dog midlertidigt suspenderet, mens man afventer disciplinærudvalgets skriftlige begrundelse for kendelsen, som vi blive gjort tilgængelig indenfor kort tid. Det skriver en talsperson for det engelske fodboldforbund, FA, på Twitter.
Her fremgår det også, at de to managers har mulighed for at appellere kendelsen.
Hvad skete der?
Undervejs i søndagens kamp stødte de to trænere sammen, og til sidst blev de begge bortvist af kampens dommer.
De ophedede diskussioner startede efter 68 minutter, da Conte fejrede en scoring ved at løbe direkte forbi Tuchel og Chelsea-bænken.
Her stødte de to trænere kortvarigt sammen, inden adskillige folk ved udskiftningsbænkene lagde sig i mellem.
Efter kampen fortsatte skænderierne, og det hele kulminerede med to røde kort - et til hver træner. Opgøret mellem Chelsea og Tottenham endte 2-2.
Tottenhams næste kamp er et møde med Wolverhampton lørdag. Chelsea møder Leeds søndag.