Fodbold

Kritikken hagler ned over Schmeichel

35-årige Kasper Schmeichel har ifølge den franske presse ikke imponeret siden sit skifte til Nice.

Kasper Schmeichels nye klub, OGC Nice, skuffede stort torsdag aften.

I kvalifikationen til Conference League tabte de 1-0 på udebane til israelske Maccabi Tel-Aviv, og klubbens danske målvogter spillede en uheldig hovedrolle.

I forbindelse med hjemmeholdets mål kom Schmeichel på mellemhånd, og derfor kunne Stipe Perica nemt lobbe bolden over den danske landsholdsmålmand.

Målet betød, at israelerne vandt kampen, og efter opgøret har den nye Nice-keeper ikke ligefrem høstet roser i den franske presse for sin præstation.

Hårde ord og lave karakterer

Det franske sportsmedie Maxifoot giver Schmeichel den næstdårligste karakter af alle på Nice-holdet. Med en karakter på 4/10 var det kun Calvin Stengs, der blevet vurderet dårligere med 3/10.

Maxifoot: - Vi så rigtig lidt til den danske målmand, men han formåede stadig at blive fanget på Maccabis første chance foran Perica. Samme tilfælde som mod Gameiro i søndags...

Også den store franske avis L'Equipe giver danskeren en karakter under middel. Her får Schmeichel således 4,5/10:

L'Equipe: - Hans eneste ansvar var at navigere sikre bolde, indtil hans fejl ændrede hele aftenen for Nice. Han tøvede med at komme ud af sit mål, og hans baglæns skridt tilbage mod målet tillod Perica at lobbe bolden over ham. Det er anden gang, at han bliver sat på den måde efter Gameiros scoring i søndags, men i dette tilfælde kostede fejlen endnu mere.

Get French Football News, der formidler franske sportsnyheder på engelsk, er heller ikke imponeret over den danske målvogter siden hans ankomst til Frankrigs sydkyst.

Get French Football News: - Kasper Schmeichel har haft en noget så katastrofal start på sit ophold i Nice, hvor han i aftes vel var skyldig i Maccabi Tel-Avivs mål. Han så usikker ud i løbet af kampen, og den tøvende tilgang viste han også i weekenden mod Strasbourg. Distributionen af boldene har heller ikke været overbevisende.

Cheftræneren forsvarer danskeren

Nice-cheftræner Lucien Favre satte efter kampen lidt ord på fejlen, og her beskyttede han sin danske målmand en smule:

- Det er svært for ham. Men der var små fejl i forbindelse med målet, så vi må få analyseret situationen, siger Favre til fransk Eurosport.

35-årige Kasper Schmeichel skal - hvis han starter inde - i aktion igen på søndag, hvor Nice møder Clermont.

Returopgøret mod israelerne spilles på torsdag i Frankrig.