Fodbold

Bruun roser FCK, BIF og AGF og er bekymret for andre

TV 2 SPORTs fodboldekspert er imponeret over AGF's måde at håndtere transfervinduet på.

Natten til torsdag lukkede Superligaens transfervindue for tilgang af spillere. Her kan du se, hvordan den enkelte Superliga-klub har handlet.

Transfervinduet efterlader både vindere og tabere blandt Danmarks 12 bedste fodboldhold. Sådan lyder det fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun.

Store handler og taktisk snilde

To af de største klubber i Superligaen har de seneste dage haft pengepungen fremme, og det har gjort dem godt, mener Morten Bruun.

- Den øjeblikkeligt store vinder er FC København med købet af Andreas Cornelius, siger Bruun, der også fremhæver købet af Christian Sørensen som en manifestering af mestrenes økonomiske muskler.

Samtidig peger han på rivalerne fra Vestegnen som en vinder på nuværende tidspunkt. Her er både Nicolai Vallys og Daniel Wass kommet til.

- Samlet set vil jeg nok sige, at Brøndby står med en stærkere trup, end da transfervinduet startede.

Mens FC København og Brøndby økonomisk har spillet med musklerne og lavet store handler, så har en anden klub handlet tidligt og strategisk.

- Jeg synes jo, at AGF har leveret et glimrende transfervindue, blandt andet fordi de fik deres nøglespillere på plads, inden sæsonen gik i gang.

- De hentede Tobias Mølgaard, Mads Emil Madsen og Sigurd Haugen til nogle positioner, som de havde udpeget til at skulle forstærkes. Det synes jeg, er godt lavet.

Et svært transfervindue for flere klubber

Mens FC København, Brøndby og AGF har klaret transfervinduet godt, står det mindre godt til andre steder i Superligaen.

- Jeg synes, at AaB ser dårligere ud end i sidste sæson, og jeg er sikker på, de havde et ønske om, at der skulle være sket mere, end der skete.

- Der er sket meget lidt i AaB. Jeg ved jo, at de var på jagt efter Sebastian Grønning.

Lyngby ligger i øjeblikket sidst i Superligaen, og selvom Morten Bruun forstår, at budgettet hos oprykkerne ikke er stort, havde han alligevel håbet på mere.

- Jeg er bekymret på Lyngbys vegne. De står nogenlunde med det samme materiale, som de rykkede op med, og så har de så fået Alfred Finnbogason (på en etårig lejeaftale, red.).

- Lyngby er det hold, der har mest brug for forstærkning, og det har de ikke rigtig fået.

Mens Lyngby har problemer i bunden, så sprudler Silkeborg i toppen af Superligaen. Alligevel står silkeborggenserne svagere nu, end da transfervinduet åbnede. Det passer dog godt med klubbens taktik, mener Bruun.

- Silkeborgs trup er også dårligere, end da transfervinduet åbnede, men det er fuldstændig i tråd med deres transferstrategi, at Rasmus Carstensen og Nicolai Vallys skulle sælges.

En væsentlig faktor spiller stadig ind

Mens Superliga-klubberne ikke længere kan hente spillere til, så lukker det internationale transfervindue først natten til fredag, og det er en væsentlig pointe, mener Morten Bruun.

- Der er stadig en mulighed for, at danske klubber kan sælge spillere.

Her er særligt én klub interessant at følge.

- Det springer jo i øjnene, at der i FC Københavns trup må der være tre-fire spillere, der tænker: "Her skal jeg ikke være længere, for jeg får ikke en chance for at komme på holdet".

En af holdets store profiler rygtes væk, og det kan ændre på, hvor godt transfervinduet har været.

- Det er et interessant regnestykke, hvis Pep Biel bliver solgt.

- Jeg vil stadig synes, at de har haft et fornuftigt vindue, og jeg vil stadig bytte (Andreas Cornelius for Pep Biel, red.), hvis jeg var FCK.

Den intense sidste dag i transfervinduet kan følges live her.