Fodbold

Danmark vinder stort i sidste VM-kvalkamp

Ni ud af ni sejre og videre. Danmark kan tage til VM i 2023 med en god fornemmelse og stor tro på sig selv.

Danmarks kvindelandshold rundede en suveræn VM-kvalifikation af på fornem vis i Viborg torsdag aften.

Her gav de Montenegro en fodboldlektion og sendte dem hjem med et nederlag på 5-1.

Danmark 5-1 Montenegro

  • 3' 1-0 Holmgaard (Bredgaard)
  • 22' 1-1 Vujadinovic (Djokovic)
  • 25' 2-1 Harder (Straffe)
  • 46' 3-1 S. Pedersen
  • 50' 4-1 Bruun (Kühl )
  • 83' 5-1 Hasbo (Svava)

Danmark har vundet alle sine gruppekampe og er dermed i overlegen stil klar til VM-slutrunden i Australien og New Zealand til næste år.

Kampens forløb

Af Ritzau

De danske værter lagde stærkt ud i Viborg med et føringsmål efter blot to minutter.

Her nåede Karen Holmgaard højest og pandede Danmark i front, efter at Sofie Bredgaard havde sendt et præcist frispark ind i gæsternes felt.

Montenegrinerne fik dog udlignet midtvejs i første halvleg til 1-1 efter en periode, hvor det danske forsvar havde taget lidt for løst på opgaven.

Pernille Harder genetablerede dog kort efter den danske føring efter et frispark, hvor gæsternes Jelena Karlicic skærmede sit ansigt med en højt løftet arm, hvilket udløste et danske straffespark.

Her var Harder som så ofte sikkerheden selv, og den danske profil gjorde det til 2-1.

Herfra så de danske spillere sig ikke tilbage, og efter pausen øgede Stine Pedersen, Signe Bruun og Josefine Hasbo føringen til 5-1.

Danmark har for længst sikret sig en plads ved næste års VM i Australien og New Zealand.

Danskerne topper gruppe E med 27 point efter ni sejre i ligeså mange kampe.

Rusland er suspenderet fra kvalifikationsgruppen som følge af invasionen i Ukraine. Nummer to i gruppen er Bosnien med 10 point.