Fodbold

Dolbergs skifte er frygteligt, siger ekspert

Morten Bruun tror dog stadig, at Kasper Dolberg skal finde vej til Kasper Hjulmands VM-trup.

Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg blev på transfervinduets sidste dag præsenteret som ny spiller i Sevilla, hvor han kommer til på en etårig lejeaftale med købsoption fra Nice.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun er dog ikke udpræget begejstret for danskerens skifte og sår tvivl om, hvor højt Dolberg reelt har stået på Sevillas ønskeliste

- Jeg er da helt sikret bekymret for Kasper Dolberg. Det må jeg da sige. Det var ikke sådan, da jeg så det, at jeg tænkte "Det der, det er simpelthen helt, helt perfekt, fortæller Morten Bruun.

- Jeg ser det som et udtryk for, at Sevilla FC ikke har kunnet finde den løsning, som de allerhelst ville have

- Når man ender med, på transfervinduets sidste dag, at indgå en etårig lejeaftale, så er der noget, der ikke er lykkedes undervejs. Og Dolberg kommer fra en dårlig sæson i Nice og et skadesforløb. Normalt er der ikke så meget tålmodighed med spillere, man henter på en lejeaftale.

"Det er ret frygteligt"

Morten Bruuns ekspertkollega Mads Junker har de samme kritiske briller på.

Han mener nemlig heller ikke, at Sevilla er et særligt godt match for Kasper Dolberg.

- Jeg synes faktisk, det er et ret frygteligt skifte for Kasper Dolberg, fordi han kommer til en klub, der slet ikke vil angribe. Han får en træner, som for mig at se, er en helt anden, end hvad Kasper Dolberg er.

- Jeg havde håbet, han kom til Real Sociedad for eksempel. Nu kommer han til et sted, hvor han måske igen får kritik for at være den her rolige, introverte fyr. For den træner, han har, er det stik modsatte. Så jeg er bange for, at det ikke er det rigtige match, siger Mads Junker.

Hård konkurrence kan få betydning for VM-plads

Morten Bruun er særlig betænkelig ved Dolbergs udsigt til spilminutter for den spanske storklub, som kan vise sig altafgørende for Dolbergs plads på Kasper Hjulmands holdkort til VM i Qatar.

Her spår fodboldeksperten, at Dolberg har en fordel sammenlignet med landsholdskollegaen Martin Braithwaite, der i dette transfervindue er skiftet til Espanyol. Dolberg og Braithwaite forventes at skulle konkurrere om en plads i VM-truppen.

- Sevilla spiller næsten altid kun med én angriber, og de har stadig både Rafa Mir og En Nesyri - det ved jeg selvfølgelig ikke, om de har om tre timer - men lige nu ser det ud som om, at Dolberg er én af tre kandidater til én plads.

- Jeg tror da nok, at han skal komme med i VM-truppen. Det er samtidig en fordel for ham, at Sevilla både spiller i Champions League og den spanske liga, så i forhold til Braithwaite er der simpelthen flere Sevilla-kampe end Espanyol-kampe, afslutter Bruun.

Det har stået småt til med spilletid for Dolberg, efter han under Nations League-kampen mod Frankrig pådrog sig en skulderskade tilbage i juni. Siden da har den 24-årige dansker ikke været i kamp.