Braithwaite stjæler overskrifterne i Spanien
Danskeren pryder forsiderne i den spanske presse efter sin drømmedebut for Espanyol søndag aften.
Martin Braithwaite indledte sit Espanyol-eventyr i bedste H. C. Andersen-stil.
En plads i startopstillingen, fine aktioner, et godt mål og titlen som matchvinder. En sand drømmedebut for den danske landsholdsangriber, for eventyret blev i den grad indledt med et magisk kapitel.
Braithwaites første kamp for Espanyol er da heller ikke blot noget, vi hæfter os ved her i Danmark.
Den spanske sportspresse har stort fokus på den 31-årige angriber fra Esbjerg, der skiftede Barcelona ud med Espanyol på transfervinduets sidste dag.
De fire store aviser, AS, MARCA, Mundo Deportivo og SPORT har alle sammen Braithwaite med i deres overskrifter, og herunder fremgår et lille udsnit af, hvad de skriver om danskeren søndag aften:
Braithwaites store debut
- Espanyols første sejr i denne sæson og Athletic Clubs første nederlag. Braithwaite gjorde forskellen med et mål i anden halvleg, skriver AS.
Braithwaite flyver på San Mamés
- Espanyol åbnede sejrskontoen for sæsonen, da holdets nyeste indkøb fejrede, at han er blevet boende i Barcelona, skriver MARCA.
Braithwaite sikrer tre point
- Den danske angriber var iskold i sin debut med et godt mål, der gav Espanyol alle tre point mod Athletic Club, som ellers dominerede store dele af kampen, skriver Mundo Deportivo.
Braithwaites brag på San Mamés
- Et mål fra den tidligere Barcelona-spiller giver Espanyol sæsonens første sejr i kampen mod Athletic, skriver SPORT.
I næste weekend skal Espanyol møde kriseramte Sevilla, der senest havde både Thomas Delaney og nyindkøbet Kasper Dolberg på banen i nederlaget mod Barcelona.
Braithwaites sejrsmål sender Espanyol et godt stykke op i LaLiga-tabellen inden det mulige danskermøde, hvor Braithwaite efter alt at dømme har sikret sig selv genvalg i startopstillingen.