Drømmedebut for Braithwaite
En scoring syv minutter før tid sikrede Martin Braithwaite en fremragende start i Espanyol.
Historien kunne næsten ikke have været skrevet bedre for Martin Braithwaite.
Den danske angriber, der blev fravalgt i FC Barcelona, fik søndag den perfekte start i sin nye klub Espanyol, da han afgjorde kampen mod Athletic Bilbao med en scoring kort før tid.
Braithwaite modtog en bold i dybden efter 83 minutters spil og driblede direkte ned mod målet. To Athletic-spillere forsøgte at tackle ham, men med lidt held fik han bolden med sig, og så kunne han på kølig vis sparke udeholdet på 1-0.
Kort efter scoringen blev han skiftet ud. I alt blev det til 86 minutter for Braithwaite i debuten. Espanyol endte med at vinde kampen 1-0.
- Første kamp, første mål, første sejr. Det er jeg meget glad for. Vi fortsætter med at arbejde. Tak til jer alle, sagde Braithwaite i en video til klubbens fans efter kampen.
Sejren var særdeles vigtig for Espanyol, der har fået en svær start på sæsonen. Med de tre nyvundne point har holdet nu fire point for fire kampe i LaLiga.
31-årige Braithwaite skiftede til Espanyol torsdag efter en turbulent afslutning på karrieren i FC Barcelona.
Forholdet mellem Braithwaite og Barcelona havde den seneste tid været kompliceret, da klubben gerne ville af med angriberen. Siden opstarten på sæsonen har han været frosset ude af truppen, hvor han blandt andet blev fravalgt til holdets træningslejr.
Den saga er nu overstået, og Braithwaite fik ophævet sin kontrakt, der ellers først var planlagt til at udløbe i sommeren 2024.