Fodbold

- Meget af kritikken er unfair, siger Qatars VM-chef

Gennem sportswashing har landet forsøgt at rette op på det dårlige rygte, og kendte ansigter hjælper til.

Der har gennem flere år været kritik af VM i Qatar som følge af korruption, landets mangel på menneskerettigheder og dårlige forhold for migrantarbejdere.

Nu svarer den administrerende direktør for VM i Qatar, Nasser Al Khater, tilbage.

- Vi mener, at meget af kritikken har været unfair - og ikke baseret på realiteter, siger han til Reuters på en pressekonference torsdag.

Pressekonferencen blev afholdt på Lusail Stadium i Doha, der med en kapacitet på 80.000 pladser vil huse VM-finalen 18. december.

Reuters tilføjer, at folk fra VM-organisationen på pressemødet ignorerede spørgsmål vedrørende sikkerheden i Qatar, og hvad der vil ske med folk, der bryder loven.

Ifølge Fotbollskanalen har Al Khater tidligere afvist kritik af Qatar.

Kendte ambassadører hjælper Qatar

Migrantarbejdere under slavelignende forhold og korruptionsanklager mod embedsfolk er blot nogle af de ting, der er blevet sat i forbindelse med Qatar - et land, der også har forbudt homoseksualitet.

For Qatar fungerer VM som et event, der skal forbedre landets renommé, såkaldt sportswashing. Men det er ikke nok for oliestaten, som også benytter sig af kendte ansigter som ambassadører.

David Beckham, Samuel Eto'o, Xavi og danske Nadia Nadim er blot nogle af de kendte navne i fodboldverdenen, der samarbejder med Qatar i forbindelse med slutrunden.

Selv har Nadim været ude og forsvare sit ambassadørskab.

- Jeg er ambassadør for VM i fodbold i Qatar. Jeg synes, det er mærkeligt, at I tror, at jeg prøver at forherlige Qatar. Det har jeg på intet tidspunkt gjort. Der er mange problemer, men problemerne eksisterer også i andre lande. Nu jeg har en mulighed for at gøre en forskel gennem fodbold og forbedre vilkårene for nogle kvinder og migrantarbejdere, sagde den kvindelige landsholdsspiller til TV 2 SPORT i juni.

Qatar bliver den første mellemøstlige vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Slutrunden begynder 20. november.

Disse lande har afholdt VM siden den første slutrunde i 1930:

  • 1930: Uruguay
  • 1934: Italien
  • 1938: Frankrig
  • 1950: Brasilien
  • 1954: Schweiz
  • 1958: Sverige
  • 1962: Chile
  • 1966: England
  • 1970: Mexico
  • 1974: Vesttyskland
  • 1978: Argentina
  • 1982: Spanien
  • 1986: Mexico
  • 1990: Italien
  • 1994: USA
  • 1998: Frankrig
  • 2002: Japan og Sydkorea
  • 2006: Tyskland
  • 2010: Sydafrika
  • 2014: Brasilien
  • 2018: Rusland

Fremtidige slutrunder:

  • 2022: Qatar
  • 2026: Canada, Mexico og USA