Fodbold

Tilbage til fremtiden i LaLiga

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skriver hver uge om de største begivenheder i fodboldens verden.

Weekendens højdepunkt

Barca og Real på vej mod toppen

Fem runder er færdigspillet i LaLiga, og de første tendenser for den nye sæson begynder at kunne skimtes.

Real Madrid har – sammen med Benfica som de eneste hold i de store europæiske ligaer – gjort rent bord og fører tabellen med maksimum point. FC Barcelona halser kort efter, og dermed ligner det en genskabt rivalitet på suverænitet i toppen af spansk fodbold efter flere sæsoner med et uhørt lavt pointantal for de to storhold.

Et kig på pointsaldoen for de sidste fire sæsoner giver et resultat på lidt over 80 point til Barca, mens Los Blancos gør det en my bedre med lige over 81 point i gennemsnit.

Det er et dramatisk fald i forhold til de mere end 92 point som Cataloniens fodboldstolthed hentede i gennemsnit i de syv sæsoner før, alt i mens Real Madrid kan fremvise en tæller på 89 point i den periode.

Nå, det blev vist rigeligt af matematik så tidligt på ugen, men tallene lyver ikke for Spaniens største mandskaber.

"Han kan løfte arven for klubbens bedste"

Begge klubber opnåede de magiske 100 point i starten af 2010’erne og dominerede ikke kun LaLiga, men også den europæiske scene. Real Madrid har de seneste sæsoner været alene om den sidste bedrift på trods af Messis egenhændige forsøg på at sparke et middelmådigt FC Barcelona hold op ved siden af Europas giganter.

Den lille argentiner var – naturligvis – den altafgørende faktor for at Blaugrana i størstedelen af det sidste årti, hvor han kunne fremvise tårnhøje mål- og pointsaldoer. Derfor var det kun naturligt, at FC Barcelona gik i knæ, da han forlod dem til fordel for PSG i sidste sæson.

Nu er der så en lige så driftsikker målmaskine i front for Xavis mandskab, og Lewandowski ser ud til at kunne løfte arven efter klubbens bedste spiller nogensinde.

Hos rivalerne i Madrid har Benzema i en årerække lukket det meste af det hul Cristiano Ronaldo efterlod, da Juventus lokkede den målafhængige portugiser til støvlelandet. I sidste sæson fik han så uventet hjælp fra Vinicius Jr., og den lille brasilianer er fortsat hvor han slap i sidste sæson, der blev kronet med den afgørende scoring i Champions League finalen mod Liverpool.

Så sent som søndag eftermiddag var det Vinicius, der – i Benzemas fravær – sørgede for at trække Real Madrid op med rødderne og sende Mallorca til tælling, da de forsvarende mestre var en smule i tovene i opgøret på Bernabeu.

Den afgørende forskel til de seneste sæsoner – og deraf lighed med sæsonerne fra starten af 2010’erne – er den udstråling begge hold afsender i løbet af kampe, hvor tingene ikke kører som smurt.

Både FC Barcelona og Real Madrid var i problemer i denne weekend, men panikken spredte sig ingenlunde hos holdets træner, spillere eller fans. Vindermentaliteten er så udtalt hos de hvide fra Madrid, at ingen afskriver dem før sidste slutfløjt, og FC Barcelona har – efter en sommer med spenderbukserne på – en offensiv, der kan volde alle hold i Europa søvnlæse nætter op til kampen mod Lewandowski og co.

Ikke siden 2016/17-sæsonen har de to hold brudt barrieren med 100 mål i LaLiga-sæsonen, men det ligner unægteligt, at det kommer til at ske, når regnskabet skal gøres op i maj næste år. Begge mandskaber har nettet tre gange i snit i sæsonens første fem kampe, og kursen mod de legendariske trecifret antal scoringer er dermed udstukket.

Konturerne af det første El Clásico i denne sæson begynder også at kunne ses i det fjerne, og det, der tidligere var et slag om mesterskabet eller finaler i den fineste klubturnering i Europa, har de senere år været mindre fuld af nerve, intensitet og storslået spil.

Vi krydser fingre for, at miraklernes tid ikke er forbi

Mads Junker

I foråret fik vi dog et historisk opgør mellem de to mastodonter, da Barca afgav et varselsskud om deres tilbagevenden til toppen af fodboldpyramiden. Midt i oktober kan vi så – endelig – se frem til en duel, hvor vinderen med rette kan udråbes som mesterskabsfavorit, da den eneste reelle udfordrer netop har fået tildelt et sjældent pointtab.

Weekendens anskuelse

Kosmos og kaos i Serie A

Kampen om LaLiga-trofæet ligner som sagt en duel mellem “de to store”, og det har absolut sin charme. I Serie A har man derimod så mange bejlere til Scudettoen i denne sæson, at der uge efter uge bliver tale om et vigtigt topopgør.

AC Milan sled sig til en sejr i udekampen mod Sampdoria, hvor Simon Kjær igen fik vigtige minutter i benene frem mod de kommende kampe i Nations League. Den danske landsholdsanfører er blevet fortrængt i I Rossoneri’s foretrukne startopstilling, men han gør præcis, hvad der kræves af ham, når Pioli sender ham i aktion.

Med sikre indgreb, en rolig boldomgang og en rolle som lederfigur kan unge Tomori og Kalulu læne sig op ad erfarne Kjær, når bølgerne går højt på de italienske udebaner.

Weekendens helt store drama i Serie A runde udspillede sig i den sene kamp søndag aften, da Juventus var tæt på et vanvittigt comeback mod upåagtet Salernitana. Nede med to mål ved pausen var gode råd dyre for Allegri, men en reducering midtvejs i anden halvleg og et tyndt straffespark i overtiden (har vi set det før i italiensk fodboldhistorie..) kom Den Gamle Dame på omgangshøjde med udeholdet, og med kampens sidste aktion eksploderede opgøret så i kaos.

Arkadiusz Milik troede, han havde sikret Juve sejren med sit første mål i Serie A for klubben efter et hjørnespark, men efter minutters VAR-gennemgang blev scoringen annulleret for en offside-forseelse af Bonucci.

Den lange ventetid blev dog brugt på alt andet end video-kiggeri for dommer Matteo Marcenaro.

Målscorer Milik modtog sin anden advarsel for at have smidt trøjen i forbindelse med sin scoring (uklogt ja, men satme også håbløst, at et spil, der er bygget op omkring følelser og passion, straffer en spiller, der ikke kan styre sin glæde over en afgørende scoring), og Cuadrado og Fazio havde i mellemtiden ladet deres iltre sydamerikanske temperament få frit løb.

De kunne derfor sjoske efter Milik og få den første frie bruser i omklædningsrummet. Men Marcenaros kortuddeling var ikke slut endnu. Efter ændringen af scoring til offside mistede Allegri også besindelsen, og så blev rødt kort nummer fire ellers luftet indenfor et par minutters interval.

Kampen mellem Juventus og Salernitana fik en højdramatisk afslutning, hvor Juventus fik et mål underkendt af VAR og dommeren uddelte fire røde kort. Video: TV 2 SPORT

Det endte med en pointdeling, og Serie A viste os igen, at ligaen er garant for mål, drama og passion fra øverste hylde.

Det skal vi glæde os til

Revanche i Europa

Torsdag er det tid til revanche for de to danske deltagere i Europa- og Conference League.

Begge mandskaber tabte med spillets mindste nederlag i første runde, men hvor Silkeborg overraskede positivt, var FC Midtjyllands præstation en af de ringeste i klubbens europæiske historie.

I første halvleg var midtjyderne udspillet i en sådan grad, at det kun handlede om sejrens størrelse for Sturm Graz. Men en storspillende Jonas Lössl holdt dog ulvene inde i opgøret, og i anden halvleg fik vi noget af den midtjyske kvalitet at se.

Tilbage står de to deltagere med nul point efter den første tur i gruppespillets karrusel, og med tanke på de modstandere, der venter torsdag aften, er det meget realistisk, at det antal forbliver det samme.

FC Midtjylland får besøg af italienske Lazio, og Sarris mandskab viste i første kamp, at de ikke tager let på opgaven, selvom de er storfavoritter til at avancere fra puljen. Feyenoord blev kørt ud af Rom med en sjælden set overlegenhed, og først ved en firemålsføring lettede de lyseblå lidt på gaspedalen.

Samme udtryk kan også forventes fra I Biancocelesti i Herning, og selvom Capellas’ hold sikrede sig et point dybt inde i overtiden i Farum i denne weekend, så fremstår FC Midtjyllands spillere uvant rådvilde på banen for tiden.

Silkeborg IF fik en meget kærkommen sejr over AGF, og mon ikke Kent Nielsen er bedøvende ligeglad med, at Jesper Hansen var den afgørende brik i kampens enlige scoring. Den rutinerede keeper lavede et fælt drop, men sejren var vital for Silkeborg IF, som på det seneste har søgt efter succes på banen.

West Ham er modstanderen torsdag i Søhøjlandet, og David Moyes’ tropper møder op med friske ben efter en weekend uden fodbold i de engelske rækker.

Vi krydser fingre for, at miraklernes tid ikke er forbi, men sejre – eller bare point – til de to jyske kombattanter vil være en gedigen overraskelse.