Fodbold

Cornelius misser CL-brag

Andreas Cornelius er skadet, og han er derfor ikke med i onsdagens Champions League-kamp mod Sevilla.

FC København må undvære holdets normale angrebsstjerne, når de brager sammen med Sevilla i Champions League.

Andreas Cornelius, der i sommer blev hentet tilbage til klubben, sidder nemlig ude med en skade.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

Den stærke angriber var heller ikke på banen i weekendens kamp mod OB. Kort før opgøret mærkede han noget ubehag i læggen, og i samråd med holdets læge valgte de at holde ham ude af kampen.

Et stort slag, siger Thorup

Allerede på pressemødet tirsdag fortalte FCK-træner Jess Thorup, at angriberen var tvivlsom til onsdagens Champions League-opgør.

- Hvis han ikke bliver klar, har vi andre planer i skuffen. Men det vil selvfølgelig være et stort slag, lød det fra Thorup.

Udover Cornelius må københavnerne også fortsat se bort fra målmanden Kamil Grabara og kantspilleren Akinkunmi Amoo, der også døjer med skader.

FC København møder Sevilla, der har danske Kasper Dolberg og Thomas Delaney med i truppen, klokken 21.00.

FCK tabte det første opgør i Champions League-gruppespillet med 0-3 på udebane mod Dortmund.

Champions League Grp. G

Champions League Grp. G
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1220061+56
2210142+23
3201103-31
4201104-41