Brøndby reagerer på ballade: - Dybt forkasteligt
Søndag var en gruppe af Brøndbys fans igen i fokus, da de først brød flere regler på Viborg Stadion, inden de angreb FCK-fans på en rasteplads.
De rasende gloser står i kø hos Brøndby IF's administrerende direktør, Ole Palmå, når han skal sætte ord på de handlinger, som en gruppe af klubbens fans søndag stod bag.
I forbindelse med Superliga-kampen på udebane mod Viborg affyrede en række personer pyroteknik på tribunen, mens der også var folk til stede, der ellers har karantæne fra samtlige danske stadioner.
- Vi er dybt, dybt frustrerede over de seneste episoder fra gårsdagens kamp mod Viborg. Vores sikkerhedsafdeling har i forbindelse med kampen oprettet 28 karantænesager grundet blandt andet pyro og brud på karantæner, indleder Ole Palmå i en udmelding på klubbens hjemmeside.
Angreb på FCK-fans
Derefter retter Brøndby-direktøren fokus mod de voldsomme scener, der udspillede sig i timerne efter kampen på en rasteplads på Fyn.
Her holdt en stribe FCK-busser parkeret, mens flere fans var udenfor, da de tilsyneladende umotiveret blev angrebet af en gruppe Brøndby-fans.
- Der var der en episode på Fyn, hvor en bus bevidst stopper ved en rasteplads og kommer op at slås og affyrer pyro mod personer fra en anden bus og tilfældige forbipasserende. Det er dybt forkasteligt, og det er noget, vi på det kraftigste tager afstand fra, siger Ole Palmå.
GDPR-regler blokerer for flere karantæner
Brøndby-direktøren oplyser desuden, at klubben allerede har rakt ud til politiet med henblik på at hjælpe i opklaringsarbejdet omkring, hvem der stod bag balladen på rastepladsen.
Politiet har - ifølge Brøndby - registreret navnene på samtlige personer i bussen, men på grund af GDPR-reglerne må Politiet ikke udlevere navnene til Brøndby.
- Vi kan ikke få navnene udleveret og give de pågældende personer karantæner eller se, om de allerede har karantæne. Det er naturligvis frustrerende, da vi ligesom alle andre ikke ønsker, at disse personer kommer til vores kampe.
- Vi har naturligvis igangsat vores egen efterforskning af sagen i håbet om at få identificeret de involverede med henblik på at give karantæner, siger Ole Palmå.
En meget alvorlig situation
Han oplyser ydermere, at klubben i denne sæson allerede har modtaget bøder for over 1,8 millioner kroner blandt andet på grund af pyroteknik i de europæiske kampe, ligesom man efter Viborg-kampen søndag har over 120 personer i karantæne.
Et tal, der forventes at stige, fordi klubben stadig er i gang med en række karantænesager.
- Disse tal afspejler desværre den situation, vi står i lige nu. En situation, vi tager meget alvorligt, slår Brøndby-direktøren fast.
Politiet har ikke sigtet nogen efter søndagens episode, oplyser vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen.