Fodbold

Brøndby bekræfter dialog med mulige investorer

Brøndby IF skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man er i dialog med investorer, men ikke hvor tæt man er på et salg.

Den seneste lille uges tid er rygterne om et forestående salg af fodboldklubben Brøndby IF til en udenlandsk investor taget til i styrke.

Flere medier har meldt, at amerikaneren David Blitzer og virksomheden Blackstone er tæt på at erhverve sig en stor luns af Jan Bech Andersens aktiepost i klubben.

Rygterne har nu tvunget Brøndby IF til at udsende en fondsbørsmeddelelse. I den løfter klubben ikke sløret for ret meget, men bekræfter dog, at den er i løbende dialog med investorer.

- Under henvisning til de verserende rygter i medierne om, at Brøndby IF er i aktuelle drøftelser med en potentiel investor vedrørende en mulig investering i Brøndby IF, skal vi hermed meddele, at Brøndby IF løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer, og fortsat har dialog med investorer for at afdække mulighederne for en mulig investering i Brøndby IF.

Derudover meddeler klubben blot, hvad der åbenlyst vil være processen i forbindelse med et eventuelt salg.

- Hvis drøftelserne resulterer i konkrete aftaler, vil Brøndby IF straks orientere markedet herom, som også meddelt i selskabsmeddelelse 7/2022.

Jan Bech Andersen ejer 54,6 procent af aktierne i klubben.