FCK's pressechef sender "fuckfinger" til fodboldfans efter nye optøjer

Det er under to uger siden, at der senest var sammenstød mellem FCK's og Brøndbys fans, da FCK spillede Champions League-kamp i Dortmund.

På en rasteplads ved Rønninge på Fyn stødte fangrupper fra fodboldklubberne FC København og Brøndby IF sammen søndag aften.

Hændelsen fandt sted, efter at de to københavnerklubber var på vej hjem fra udebanekampe i Jylland.

På Twitter ses flere videoer af maskerede mænd, der kaster med romerlys på den pludseligt oplyste rasteplads.

Manden, der optager videoen, virker rystet over hændelsen. Mens han dokumenterer urolighederne, siger han:

- Ærligt, de er så syge i hovedet. De er så syge i hovedet.

På Twitter tager mange brugere afstand fra sammenstødene på videoen. Det gælder også erklærede Brøndbyfans, der giver udtryk for, at de er flove over optøjerne.

FCK tager skarp afstand

FC København tager skarp afstand fra urolighederne.

- Vi har desværre modtaget mange meldinger, inklusiv fra ansatte i klubben, om, at tilfældige FCK-fans og deres busser er blevet overfaldet på en rasteplads på Fyn på vej hjem fra kampen i Herning.

Klubbens pressechef, Jes Mortensen, sagde søndag til Ekstra Bladet, at det var komplet grotesk, at det kan finde sted.

På sin Twitter-konto sender han en "fuckfinger" til mændene bag optøjerne.

Brød igennem politiets afspærring

Natten til mandag kommenterede FCK's fanklub også hændelsen på Facebook.

Ifølge denne udlægning valgte FCK's fanbusser at køre af på rastepladsen ved Rønninge for at undgå sammenstød med Brøndbyfans ved Storebæltsbroen. Broen var søndag aften midlertidigt lukket af andre trafikale årsager.

Fanklubben skriver, at politiet spærrede indkørslen til rastepladsen med to patruljevogne, men at det ikke var nok til at holde Brøndbys fans væk.

- Af uforklarlige årsager fik en enkelt Brøndbybus tvunget sig adgang gennem afspærringen og kunne derefter angribe busserne med FC København-fans, lyder det i opslaget.

Ifølge fanklubben kom ingen til skade under angrebet, og situation kom relativt hurtigt under kontrol.

TV 2 har mandag morgen været i kontakt med Brøndby, som har lovet at vende tilbage senere på formiddagen, når de har overblik over sagen.

Episoden sætter spor i FCK-fanklubben, der er kede af "igen at opleve angreb på fredelige FCK-fans", der forsøger at følge deres hold til fodbold.

- Vi er også kede af, at det lykkes med et angreb, når vi tydeligt forsøger at undgå konfrontation og endda altid holder en tæt dialog med både politi og Brøndby Support for at undgå, at vores busser ender de samme steder, skriver fanklubben.

Fyns Politi oplyser, at der hverken fandt anholdelser eller sigtelser sted i kølvandet på urolighederne ved Rønninge rasteplads.

Politiet har dog ifølge Ritzau registreret navnene på de tilstedeværende, da politiet efterfølgende fik stoppet dem ved afkørslen ved Knudshoved – lige før Storebæltsbroen.

- Hvis der så efterfølgende kommer noget sagsmæssigt, kan vi dokumentere personerne, siger vagtchef Milan Holck Nielsen til Ritzau.

Politikere afventer anbefalinger

For mindre end to uger siden var der også sammenstød mellem klubbernes fans, da FCK spillede Champions League-kamp i Dortmund.

Ved den lejlighed angreb Brøndby- og Dortmundfans i samlet flok nogle FCK-fans.

I august var der uroligheder på Brøndbys fanafsnit under Superliga-kampen mod FCK i Parken. Her blev der smadret plastiksæder og kastet med kanonslag. Mindst ti Brøndbyfans fik efterfølgende karantæne.

Fanurolighederne førte dengang til, at justitsminister Mattias Tesfaye (S) nedsatte et ekspertudvalg, der til oktober kommer med sit bud på, hvordan der kan gøres op med vold og hærværk i forbindelse med fodboldkampe på danske stadioner.