Fodbold

- Jeg har hele tiden skullet væk fra Barcelona, siger Braithwaite

Martin Braithwaite har oplevet transfersagaen mellem ham og FC Barcelona noget anderledes, end medierne har udlagt den.

Føler du, at FC Barcelona har behandlet dig rimeligt?

- Det kan diskuteres. Det er ikke noget, jeg har behov for at snakke meget om. Nogle gange siger stilhed mere end tusinde ord.

Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite øser ikke om sig med beskrivelser af sin sidste tid i FC Barcelona, som denne sommer var genstand for talrige skriverier og spekulationer.

Angriberen byttede FC Barcelona ud med ærkerivalerne fra Espanyol, efter han blev valgt fra i Barcelona. I transfervinduets sidste dage nåede parterne til enighed om at ophæve Braithwaites kontrakt to år før tid.

Fansene blev fortalt en historie, og den slugte de

Martin Braithwaite om Barcelonas fans før skiftet

Medierne tegnede et forkert billede

Ifølge Martin Braithwaite har han og Barcelona fra start af været enige om, at deres veje skulle skilles. Han er derfor ganske uforstående over for de mange rygter, som har verseret i sagen, og han har ikke oplevet situationen nær så kaotisk, som den er blevet gjort til i medierne.

- Jeg var egentlig meget afslappet og afklaret om situation, fortæller Martin Braithwaite til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle videre fra Barcelona. Det var klubben og jeg enige om. Det var der ingen tvivl om. Derfor har jeg heller ikke kunnet forestå alle de skriverier, der har været om sagen. Men sådan er det vel nogle gange, siger han.

Fansene vendte sig

I begyndelsen af august fik Braithwaite kærligheden at føle fra de mange Barcelona-fans på Camp Nou.

Før en testkamp blev danskeren præsenteret, og her blev han mødt af pift og buh-råb fra hjemmepublikummet.

Den oplevelse mærkede dog heller ikke Braithwaite synderligt. Tværtimod, for han forstår godt fansenes reaktion.

- Jeg har ikke noget ondt mod fansene af den grund. De er jo blevet fortalt en historie, og den historie slugte de. Den historie har så ikke været sandheden, men jeg tager det ikke så tungt. Der blev malet et billede af mig, som ikke var korrekt, siger han.

- Havde jeg været i fansenes sted, ville jeg måske have reageret på samme måde. Det gør ikke mig det store.

”En hård virkelighed”

Braithwaite viste storspil i Barcelona efter sidste års EM, hvor han en tid var topscorer i den catalanske storklub.

Kort herefter blev den 31-årige dansker ramt af en alvorlig knæskade, der krævede operation. Da Braithwaite blev skaden kvit, var situationen pludselig anderledes svær. Xavi var kommet til som træner, og klubben havde forstærket sig med mange nye spillere.

Danskeren fortæller videre, at det, han har oplevet i Barcelona, er vilkårene for at være professionel fodboldspiller.

- Jeg ved ikke, om jeg er ked af bruddet med Barcelona. Det er en del af det at være fodboldspiller. Det er en hård virkelighed.

Trods hele miseren mellem Braithwaite og Barcelona svarer han også ganske afdæmpet på, hvorvidt han er glad for skiftet væk fra Barcelona.

- Jeg er glad for, jeg har skrevet under med Espanyol og det projekt, jeg står overfor sammen med dem. Skiftet er gået fantastisk indtil videre, og jeg glæder mig til at fortsætte, afslutter Braithwaite.

Braithwaite er lige nu i landsholdslejren forud for de afgørende Nations League-kampe mod Kroatien og Frankrig.

Du kan følge kampene torsdag fra 20.45 på TV 2 og TV 2 PLAY.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44