Fodbold

Mbappé vinder strid med forbundet

Fransk fodboldforbund endte med at efterkomme krav, efter at Mbappé havde truet med boykot af fotooptagelse.

En langvarig strid om billedrettigheder mellem Paris Saint-German-stjernen Kylian Mbappé og Frankrigs Fodboldforbund (FFF) ser ud til at være løst.

Således er præsidenten for FFF, Noël Le Graët, gået med til at ændre en aftale om billedrettigheder, så spillerne på det franske landshold får større kontrol med deres image. Det rapporterer tv-kanalen BeIN Sports.

Striden har stået på siden marts, hvor Kylian Mbappé nægtede at deltage i en fotooptagelse for Frankrigs landshold.

Årsagen var, at Mbappé gerne ville have større kontrol over sit image for at undgå at blive forbundet med bestemte mærker.

Ny episode satte skred i tingene

Det lykkedes dog ikke for FFF-præsident Noël Le Graët og spillerforeningen at nå frem til en løsning, da de mødtes i juni for at drøfte sagen.

Le Graët oplyste efterfølgende, at der ikke er tid nok til at foretage de ønskede ændringer før VM, der begynder i Qatar i slutningen af november.

Som følge heraf bekræftede Mbappés folk tirsdag, at stjerneangriberen planlægger at boykotte en fotooptagelse med landsholdet onsdag forud for de kommende Nations League-kampe mod Danmark og Østrig.

Og det satte tilsyneladende skred i tingene. Således blev det efter et møde med embedsmænd fra FFF senere tirsdag besluttet, at forbundet vil efterkomme Kylian Mbappés krav.

- Efter afsluttende drøftelser, hvor direktører for det franske hold, præsidenten, træneren og en marketingchef var til stede, er FFF gået med til at revidere den aftale, der handler om spillernes imagerettigheder, udtaler FFF ifølge BeIN Sports.

FFF tilføjer, at udarbejdelsen af en ny aftale skal ske "så hurtigt som muligt".