Nations League

Kjær og Eriksen har intern konkurrence om prestigefyldt rekord

Simon Kjær fortæller, at han har talt med Christian Eriksen om muligheden for at blive den spiller med flest landskampe for Danmark.

Peter Schmeichel er den spiller i historien, der har spillet flest kampe for det danske herrelandshold.

129 er tallet, der har stået siden 2001.

Nu bliver han åndet i nakken af to danske stjerner. Simon Kjær har spillet 119 kampe, mens Christian Eriksen står noteret for 115 kampe i rødt og hvidt.

Det er noget, vi har snakket lidt om, Christian og jeg

Simon Kjær

Torsdag gør førstnævnte comeback på nationalmandskabet efter en længerevarende skadespause, så han øjner nu muligheden for at komme et par skridt nærmere den prestigefyldte rekord.

- Det er noget, der er sket over rigtig, rigtig mange år. Jeg er godt klar over, hvor mange landskampe jeg har spillet, og jeg skal også nok gøre mit til, at der kommer mange flere.

- Det er allerede et forholdsvis højt tal – sagt på jysk. Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu, siger Simon Kjær på onsdagens pressemøde på Stadion Maksimir forud for Nations League-kampen mod Kroatien.

Simon Kjær og Christian Eriksen lå længe side om side, når det kommer til antallet af landskampe, men da Eriksen grundet sit hjertestop i Parken var fraværende i næsten et år, blev han distanceret.

Kjær og Eriksen har snakket om mulig rekord

Nu har Kjær så siddet ude i ni måneder, hvorfor Christian Eriksen igen har hentet lidt af forspringet.

En sjov, lille konkurrence, som de to spillere også er bevidst om, fortæller Simon Kjær.

Hvor lang tid kan du holde Christian Eriksen bag dig?

- Så lang tid som overhovedet muligt. Det er noget, vi har snakket lidt om, Christian og jeg. Han var lidt træt af, at han sad ude på et tidspunkt, men sådan er det. Jeg tror nok, han skal nå flere end mig, siger Simon Kjær med henvisning til, at Eriksen er tre år yngre.

Torsdag aften får både Simon Kjær og Christian Eriksen muligheden for at spille sig én kamp tættere på Peter Schmeichel, når de gæster Kroatien i Zagreb.

Dennis Rommedahl sidder i skrivende stund på andenpladsen med 126 kampe.