Nations League

Kroatisk stjerne storroser Danmark

Danmarks kollektiv og sammenhold er unikt, mener Luka Modric og Kroatiens landstræner før afgørende NL-kamp.

Se kampen mellem Kroatien og Danmark på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag klokken 20.45.

Den kroatiske fodboldstjerne Luka Modric forventer en svær Nations League-kamp mod Danmark torsdag aften i Zagreb.

Ifølge Real Madrid-playmakeren tilhører det danske hold den absolutte elite i europæisk fodbold. Det siger han onsdag eftermiddag på et pressemøde i Zagreb.

- Danmark har været et af de to-tre bedste hold i Europa i de seneste år, så der venter os en stor udfordring.

- Danmark har et fremragende hold. Der er selvfølgelig mange dygtige spillere som Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg, men jeg vil helst ikke gå i for mange detaljer med enkeltspillere. Danmarks største styrke er kollektivet og sammenholdet, siger Luka Modric.

Landstræner er enig

Landstræner Zlatko Dalic har tidligere kaldt Danmark for det måske bedste hold i Europa i øjeblikket, og det står han ved.

- Jeg sagde det, fordi Danmark over de seneste år har haft de bedste resultater. Danmark taber meget sjældent, og de fører også vores gruppe nu, så derfor må de være gruppens bedste hold.

- Danmarks største styrke er kollektivet, selv om der også er en stjerne som Christian Eriksen. Danmark har udviklet sig godt som hold de seneste år, siger Dalic.

Han bemærker dog, at Danmark er ramt af en række afbud i frontkæden.

- Jeg ved, at Danmark har været lidt udfordret med skader til Andreas Cornelius og Jonas Wind op til kampen, men Danmark har stadig et stærkt hold, siger den kroatiske landstræner.

Kroatien vil jagte puljesejr

Kroatien kan overtage førstepladsen i gruppen inden sidste spillerunde, hvis det lykkes at vinde over Danmark, og det vil kroaterne bruge som motivation. Omvendt kan Danmark tage gruppesejren med en sejr i Zagreb.

- Vi vil jagte vores mulighed for at komme i Final4 i Nations League, for det vil være en rigtig stor ting for kroatisk fodbold at kunne kvalificere sig til. Derfor bliver der også bagt godt op til kampen, siger anfører Luka Modric.

Da holdene mødtes i København i juni, vandt Kroatien 1-0 i Parken. Kroaterne fik overtaget i den kamp, da blandt andre midtbaneesserne Luka Modric og Mateo Kovacic blev skiftet ind fra starten af anden halvleg.

Modric håber, at Kroatien torsdag aften kan gentage det spil, som holdet viste i anden halvleg i Parken.

- Anden halvleg i København viste, hvordan vi skal spille mod Danmark, og vi skal gentage den indsats.

- Vi skal spille en stærk kamp for at kunne slå Danmark igen, men vi har lært meget af den anden halvleg i Parken, siger Luka Modric.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44

Den kroatiske anfører kan glæde sig over, at Zlatko Dalic under pressemødet lovede ham en startplads i torsdagens kamp.