Nations League

Danmark misser gylden mulighed

Kroatien slog Danmark med 2-1 i Zagreb.

En sejr, og Danmark havde vundet sin Nations League-pulje.

Sådan gik det ikke. Nede 0-1 pustede Christian Eriksen ellers liv i det danske håb med et pragtmål af en udligning efter 77 minutter, men kort efter scorede kroaterne sejrsmålet.

Kroatien vs. Danmark
2-1
FT
  1. 49' MålBorna Sosa
  2. 77' MålChristian EriksenAssist: Joakim Mæhle
  3. 79' MålLovro MajerAssist: Bruno Petkovic

Kasper Hjulmands hold kan dog nå at vinde puljen endnu. Det kræver en sejr over Frankrig i Parken på søndag.

Samtidig skal Kroatien smide point mod Østrig. Du kan se begge opgør på TV 2's frekvenser.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Første halvleg var delt i to. Da Daniel Wass midt i halvlegen stod bag Danmarks første afslutning - lidt over mål - markerede det også overgangen til den periode, som tilhørte danskerne.

For efter at have været presset ned omkring eget straffesparksfelt i opgørets indledning og have indkasseret to store hovedstødschancer var det pludselig Danmark, som var spilstyrende.

Det udløste en pæn mulighed til Joakim Mæhle, som fra en spids vinkel sparkede lige på målmand Dominik Livakovic. Nordjyden skulle måske have valgt at spille Martin Braithwaite, der var i en god position midt for mål.

Inden pausen fik Christian Eriksen fyret kanonen af, men hans hårde afslutning blev pareret til hjørnespark. Nu var fynboens sigtekorn indstillet.

God start for kroaterne

Kroaterne fik en drømmestart på anden halvleg, da Borna Sosa sparkede bolden i mål fire minutter efter sidebyttet.

Venstrebacken stod fri foran feltet efter et hjørnespark, og med en følt inderside lagde han bolden fladt ind mellem venner og fjender og ned i målhjørnet uden en chance for Kasper Schmeichel.

Efter et svært indledende kvarter på anden halvleg reagerede landstræner Kasper Hjulmand med en tredobbelt indskiftning. Rasmus Nissen Kristensen, Mikkel Damsgaard og den 19-årige angrebskomet Rasmus Højlund blev sendt i aktion.

For sidstnævnte var det til sin landsholdsdebut, men stortalentet gjorde ikke stort væsen af sig.

Nye folk nyttede ikke

Indskiftningerne ændrede ikke for alvor kampbilledet. Kroatien var spilstyrende og pågående, mens danskerne ofte var for passive. Derfor lugtede det mere af 2-0 end en udligning, men det skulle alligevel blive de 1400 medrejsende danske fans i det ene hjørne, der fik lov til at juble først.

Et kvarter før tid modtog Eriksen bolden i et stort rum foran Kroatiens straffesparksfelt, og efter en vending smadrede han bolden utageligt i målhjørnet.

Den store danske jubel på banen, bænken og tribunen blev hurtigt afløst af frustrationer efter et kroatisk perlemål to minutter senere. Indskiftede Lovro Majer gjorde Eriksen kunsten efter et med et flot langskudsmål.

Dermed var Danmark atter i den jagtende rolle, men denne gang uden at være i stand til at komme med et modsvar på måltavlen.