Nations League

Hjulmand frustreret: - Det står på side 1

Den danske landstræner har fokus på få minutter, der blev afgørende for Nations League-kampen mod Kroatien.

Med en fremragende scoring bragte Christian Eriksen håb til det danske hold, da han udlignede til 1-1.

Der skulle dog ikke gå mange minutter, før kroaterne på ny bragte sig i front, og den sekvens frustrerer Kasper Hjulmand mere end noget andet.

- Det er specielt målet til 2-1, der gør ondt. Det står på side ét, siger den danske landstræner efter kampen.

- Det, der er virkelig irriterende, er, at vi ikke får lukket af efter den scoring til 1-1.

Med små hurtige kombinationer spillede kroaterne sig igennem på den danske banehalvdel, og scoringen til 2-1 blev kampens sidste mål.

Det var få ting, der afgjorde kampen, mener Christian Eriksen, der har blandede følelser om opgøret mod Kroatien.

- Det er bittert. Vi lavede for mange personlige fejl. Det gør, at de kommer i farlige situationer, siger den danske målscorer efter kampen.

- Vi har egentlig en forholdsvis lige kamp, og så vender det lidt, da de scorer. De får lidt mere overtag. I første halvleg var vi fint med, men de scorer på et rigtig dårligt tidspunkt.

Efter torsdagens Nations League-kamp er Danmarks gruppe fortsat helt åben inden søndagens kamp mod Frankrig.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44