- I dag er han forhadt og forladt
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft skriver i denne klumme om Davor Suker, der gjorde ondt på Danmark i 90'erne.
Han blev i 2003 kåret som den største i kroatisk fodbolds historie, han var i slut 90'erne en af verdens bedste (toer i Ballon d'Or efter Zinedine Zidane), og millioner har 'nydt' hans iskolde lob over Peter Schmeichel, da Danmark blev ydmyget ved EM 1996.
I dag er han forhadt og forladt.
Davor Suker er virkelig forhenværende. Efter en glorværdig aktiv karriere for Kroatien og blandt andet Dynamo Zagreb, Sevilla og Real Madrid taler de nedsættende om ham i den kroatiske hovedstad. For hans gerninger, da støvlerne var lagt på hylden.
Som præsident i næsten ti år for det kroatiske fodboldforbund fik han godt nok skabt resultater, men hans virke betegnes med negative gloser som 'korrupt' og 'egoistisk', når man slår op i kroatiske aviser. "Han havde mere øje for sit eget brand end det kroatiske fodbold-fællesskab".
Og han gjorde ondt på de fleste, da medierne for nogle år siden offentliggjorde et foto af ham ved den kontroversielle leder af den ultranationalistiske organisation Ustase, Ante Pavelics grav. Han var manden bag drab på hundredetusinder serbere, jøder og romaer under Anden Verdenskrig og manden, der arbejdede for et 'etnisk rent' Kroatien. Suker kommenterede billedet: "I ved, hvad Suker står for".
Davor Suker kom i modvind på andre korruptionsfronter, og på trods af Kroatiens fornemme, men tabte VM-finale i 2018 med ham som fodboldpræsident blev han ikke genvalgt i 2021 - og dermed vendte Kroatien for alvor ryggen til den ellers glorificerede Suker.
Det var i juni 1996, han for alvor kom på fodboldens verdenskort og tilførte dansk fodbold et af de mest ydmygende nederlag - 0-3 i Sheffield ved EM-slutrunden. De forsvarende danske europamestre blev i den grad rundbarberet, og tilbage står det klip, som millioner har set - da Davor Suker løftede bolden i en bue over Peter Schmeichel til 3-0. "Et af de bedste mål i EM's historie," har den britiske avis The Guardian senere hævdet.
Dansk fodbolds første møde med Kroatien - i aften er der gentagelse i Zagreb. På et faldefærdigt stadion, Maksimir, hvor et jordskælv i 2020 smadrede store dele, som endnu ikke er genopbygget. Derfor en den ene langside lukket og i det hele taget et særligt syn totalt under åben himmel.
Det er ottende møde med Kroatien, senest 1/8-finalen ved VM i 2018 i Nizhny Novgorod, hvo Danmark røg ud efter straffespark - og så i juni i år, hvor indskiftede Luka Modric viste sine verdenskvaliteter og var en stor del af kroaternes 1-0 sejr.
Torsdag aften ser vi Modric igen, men ikke ham, der i sin tid gjorde så ondt på Danmark - Davor Suker. Ham vil de helst glemme.