Kjær med fra start i comeback-kamp
Landsholdsanfører Simon Kjær starter inde, når Danmark møder Kroatien i Nations League.
10 måneder efter sin seneste landskamp skal Simon Kjær atter i kamp for Danmark.
Torsdag aften starter kaptajnen på banen, når Danmark kan sikre sig førstepladsen i Nations League-gruppen med en sejr over Kroatien.
Danmarks opstilling
Startopstillingen på UEFAs hjemmeside er sat op i en 4-3-3-formation. Efter alt at dømme er der dog tale om 3-4-3.
- Målmand: Kasper Schmeichel
- Forsvar: Andreas Christensen, Simon Kjær, Joachim Andersen
- Midtbane: Daniel Wass, Thomas Delaney, Pierre Emile Højbjerg, Joakim Mæhle
- Angreb: Andreas Skov Olsen, Martin Braithwaite, Christian Eriksen
Simon Kjær spillede sin seneste landskamp den 15. november 2021, hvor Danmark tabte 2-0 til Skotland i VM-kvalifikationens sidste kamp. Et par uger efter blev han alvorligt knæskadet i en kamp for sin italienske klub, AC Milan, og hele foråret har han kæmpet for at blive klar igen i god tid inden vinterens VM-slutrunde.
Kjær fik comeback på klubplan sidst i august.
Spiller for førstepladsen
Torsdag spiller Kjær og Danmark mod Kroatien klokken 20.45, og hvis du ikke har mulighed for at se med på TV 2 eller TV 2 PLAY, kan du følge opgøret her i vores liveblog.
Med en sejr vil Danmark være sikker på at vinde Nations League-gruppen foran Kroatien, Østrig og Frankrig allerede inden sidste spillerunde på søndag.
Hvis Danmark vinder gruppen, sikrer det adgang til finalestævnet næste sommer. Det kan også give Danmark en stor fordel senere hen – læs mere om perspektiverne her.