Fodbold

Chokstart blev dyr for Danmark

Det danske U21-landshold tabte med 2-1 i det første af to EM-playoff-opgør mod Kroatien.

Danmark er tvunget til sejr i tirsdagens skæbnekamp, hvis de vil med til EM.

Det står klart, efter de fredag tabte med 2-1 til Kroatien i den første af to playoff-kampe om en billet til europamesterskabet for U21-hold.

Kroatien 2-1 Danmark

  • 1-0: Vidovic (9')
  • 2-0: Drena Beljo (37')
  • 2-1: Tengstedt (59')

Danmarks U21-mandskab fik en hård start på kampen, da de efter blot ni minutter indkasserede et mål efter en omgang "helt forfærdelig" forsvarsspil, som TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Graulund udlagde det. Kort før pausen blev det til 2-0 efter et massivt pres fra det kroatiske hjemmehold.

I anden halvleg kom Danmark bedre med i kampen, og efter 59 minutter kom reduceringen, da Casper Tengstedt sparkede bolden i mål.

Resultatet sætter danskerne under pres inden tirsdagens returkamp i Danmark. Den samlede vinder af de to opgør ryger direkte til EM i 2023.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Efter ni minutter gik det galt første gang. En passiv og ubeslutsom dansk defensiv lod kroaterne spille bolden uhindret igennem til 18-årige Gabriel Vidovic, der let kunne passere Mads Hermansen til 1-0.

Peter Graulund var ikke imponeret over det danske forsvarsspil ved Kroatiens første scoring i U21-landskampen. Video: TV 2 SPORT

Danmark spillede en skrækkelig første halv time præget af stribevis af fejlafleveringer, mærkelige beslutninger og vild forvirring.

Med tiden begyndte spillerne dog at få en smule bedre fat. Matt O'Reily kunne have udlignet på en tværbold fra Mohamed Daramy, men krøllede bolden over det kroatiske mål.

Bedst som danskerne var ved at tilspille sig et lille overtag, løb de ind i endnu en syngende lussing.

Et nyt dansk boldtab sendte kroaterne afsted i et kontrastød, som Dion Drena Beljo afsluttede ved at score til 2-0 med et hovedstød.

Det kunne nærmest kun blive bedre efter pausen, og det blev det da også. Kroaterne koncentrerede sig mest om at holde forspringet, så de danske spillere fik ro til at sætte spillet.

Efter en time skabte Casper Tengstedt nyt håb. Efter et indlæg fra højre kiksede O'Riley sin afslutning, men bolden havnede for fødderne af Tengstedt, der sendte den i nettet med en præcis afslutning.

Den brandvarme Rosenborg-angriber havde ellers ikke sat mange fødder rigtigt indtil da. Men målet kan få stor betydning i returkampen.

Flere scoringer blev det nemlig ikke til. Dermed skal Danmark slå kroaterne med to mål på tirsdag i Vejle for at sikre sig EM-billet. En etmålssejr udløser forlænget spilletid.