Nations League

Danske stjerner stikker til kroatiske fans

Hverken Martin Braithwaite eller Joachim Andersen var imponeret over de kroatiske fans.

- Helvede venter de danske spillere.

Sådan skrev det kroatiske medie Jutarnij List, da de i optakten til Nations League-kampen skulle beskrive, hvad gæsterne fra Danmark kunne forvente på Maksimir Stadion i Zagreb torsdag aften.

Fuldstændig udsolgt. Flere end 24.000 billetter blev revet væk. Det er ganske givet rigtigt, men så var stemningen heller ikke vildere, hvis du spørger i den danske lejr.

- Det var intet i forhold til, hvad jeg er vant til. Det var ikke vildt skræmmende.

De må komme med mere?

- Ja, det var lidt skuffende, siger forsvarsspilleren Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

Han bliver bakket op af holdkammeraten Martin Braithwaite, der i stedet roser de 1400 danske fans, der var på plads på det gamle stadion i den kroatiske hovedstad.

- Det var ikke noget helvede. Overhovedet. Det var ikke noget, jeg lagde mærke til. Jeg hørte mere fra de danske fans, siger den danske Espanyol-angriber.

"Ikke det mest sexede stadion"

Kampen blev, som tidligere nævnt, spillet på Maksimir Stadion, der blev grundlagt i 1912 og til daglig fungerer som hjemmebane for Dinamo Zagreb.

At det er af gammel dato fornemmes tydeligt. Bedst eksemplificeret ved, at den ene tribune har været lukket i to år på grund af fare for sammenstyrtning.

- Det er ikke det mest sexede stadion. Jeg har en kammerat, der spiller i Zagreb, Rasmus Lauritsen. Han havde godt fortalt, at stadionet ikke er helt fantastisk, siger Joachim Andersen.

Selvom det kroatiske inferno forblev på et niveau, hvor de fleste kan være med, endte Danmark med at tabe kampen 1-2, hvorfor de nu ikke længere selv kan afgøre, om de skal vinde gruppen.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44