Nations League

Kaptajnen er for alvor tilbage for Danmark

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft fulgte Simon Kjær tæt, da den danske kaptajn gjorde comeback for landsholdet torsdag aften.

Klædt i sort, da han trådte ind på scenen efter 10 måneders fravær. Næsen var rød på den iskolde septemberaften i den kroatiske hovedstad. Og ærgrelsen gul og grøn, da kampen blev fløjtet af torsdag aften.

Det blev datoen, Simon Kjær havde set frem til - endelig tilbage på det landshold, han nu har tilbragt 120 kampe med. Med smil på den læbe, der havde imødeset genopstandelsen fra de skadede. Han endte med at vende det faldefærdige stadion i Zagreb ryggen med de velvalgte ord: “To pis-mål”, da han henviste til den kroatiske 2-1-sejr.

Ikke siden november sidste år havde han stået på kommandobroen med et stramt kaptajnbind om venstre arm. Her havde vi ham tilbage - han kom, så og sejrede personligt. Med sit overblik, sin evne til at cleare med den rigtige timing, den sædvanlige attitude og engagement.

Simon Kjær gjorde det rigtige - i defensiven. Og spillet fremad blev gjort nemt og enkelt, så sværhedsgraden ikke kunne lide skade. Rutinen havde sit skilt i forruden.

Mod slutningen af halvlegen var det, som om Simon Kjær fik lidt problemer

Flemming Toft

Som sædvanligt samlede han sine kammerater før første fløjt, så kollektivets betydning blev understreget. Han trykkede på næven med Modric, tog den sædvanlige slurk vand ved sidelinjen og var så klar som ikke set i for lang tid.

Det blev sikre indgreb og et nødvendigt, såkaldt professionelt frispark på Pasalic, da han havde vovet sig frem på den kroatiske banehalvdel midt i første halvleg. Et frispark som skulle laves. Det vidste hans modstander, og de vekslede italienske gloser med smil på læben - spilleren fra AC Milan og ham fra Atalanta. Frisparket var fodboldspillets must i den situation - og det anerkendte Pasalic.

Christian Eriksen scorede et flot mål undervejs, men lige lidt nyttede det. Kroaterne vandt med 2-1. Video: TV 2 Sport

Mod slutningen af halvlegen var det, som om Simon Kjær fik lidt problemer. Bevægelserne lod sig hæmme, men han fortsatte til sidste fløjt. Dog må han have haft lidt tvivl i pausen, for lige inden dommer Massa fløjtede anden akt i gang, tog den danske anfører turen ud til Kasper Hjulmand og angav, at han kunne fortsætte. Dermed blev reserven Victor Nelssons forestående opvarmning tilbagekaldt.

Det blev en pæn fortsættelse fra Simon Kjær, der kopierede sit engagement, sin attitude og sit spil fra første halvleg. Det hele var måske ikke i sync - den lange pause viste sig trods alt. Han kom lidt sent i et forsøg på at stoppe Modric - hvem gør ikke det? Og fik en advarsel. Og efter 71 minutter blev hans krop sparet, mens landsholdet gik over til to i det centrale forsvar. Han satte sig lettere irriteret på bænken - irriteret over 0-1 målet straks i halvlegen. "Pismål".

Det tykke DBU-overtøj blev lagt om skuldrene ude på bænken, mens behandlerne straks gik igang med venstre ankel. Den lange pause fra december 2021 var på grund af et ødelagt korsbånd.

Han fortsatte snakken på bænken med de, der sad omkring ham, gestikulerede, pegede og virkede ivrig. Jeg kunne naturligvis ikke høre ham, men sammenfatter det i hans statement til TV-mikrofonen efter kampen: “Vi smider nogle dumme bolde væk”.

Kaptajnen for alvor er tilbage

Flemming Toft

Christian Eriksen fik udlignet, men en 'dum' bold blev sjusket væk og så førte hjemmeholdet igen. Simon Kjær rejste sig i slutminutterne for at komme med ideer til assistent Morten Wieghorst, mens Hjulmand stod ved sidelinjen.

Det hjalp som bekendt ikke. Men hans entusiasme foldede sig ud og viste, at kaptajnen for alvor er tilbage. Og det i sig selv er imponerende. Han har været igennem 9-10 hårde måneder. Han isolerede sig fra alt og alle i den periode. Denne septemberaften var han for alvor tilbage.