Flere franske problemer - men ekspert advarer Danmark

Frankrig må undvære en lang række af de største stjerner til Nations League-kampen mod Danmark, men måske vil det gavne dem, vurderer fodboldekspert.

Skadeslisten hos det franske landshold er lang. Rigtig lang.

Torsdag aften blev det så endnu værre for franskmændene i Nations League-kampen mod Østrig, da først FC Barcelona-spilleren Jules Koundé måtte forlade banen efter 23 minutters spil, mens AC Milan-målmanden Mike Maignan lod sig udskifte i pausen.

Landstræner Didier Deschamps bekræftede efter 2-0-sejren, at begge spillere misser den sidste gruppekamp mod Danmark, hvorfor listen af skadede spillere blandt andre udgør:

  • Hugo Lloris
  • Theo Hernández
  • Karim Benzema
  • Kingsley Coman
  • N'Golo Kanté
  • Lucas Hernández
  • Paul Pogba
  • Presnel Kimpembe
  • Jules Koundé
  • Mike Maignan

Et "nyt" fransk mandskab

Det betyder, at Frankrig er tvunget til at bruge tredjevalget i målet, Alphonse Areola, ligesom en række af verdens bedste spillere mangler i både forsvaret, på midtbanen og i angrebet.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, der torsdag aften kommenterede opgøret mellem Frankrig og Østrig, lægger ikke skjul på, at det svækker Frankrig på målmandsposten. Men derudover så Lorentzen et fransk landshold, der var bedre end rigtig længe.

- Jeg synes faktisk ikke, skaderne har været en svækkelse for Frankrig. Jeg så et meget bedre sammentømret fransk mandskab, fordi det ikke var præget af de helt store stjerner. De spillede mere flydende og knap så hakkende, idet det var mindre individuelt præget.

- Med mindre Kylian Mbappé lige fik bolden, lyder det fra fodboldeksperten.

Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé scorede til 1-0 mod Østrig og sendte en klar besked efterfølgende med sin jubel. Video: TV 2 Sport

Ekspert advarer

Samtidig fremhæver han, at alle landshold naturligvis gerne ville have en Karim Benzema på holdet, men Olivier Girouds evner som holdspiller og hans stærke fysik i feltet var en næsten fuldgod erstatning.

- Spillet var klart det bedste, vi har set fra Frankrig i denne Nations League-gruppe hidtil. Jeg tror, det gavner dem, at der er kommet nogle unge spillere ind, der ikke har fået storhedsvanvid endnu, så der er en balance omkring rollefordelingerne.

- Og så skal vi ikke glemme, at spillerne kæmper for at komme med til et VM, så de kommer formentlig også på fuld blæs mod Danmark, slår Kasper Lorentzen fast.

Danmark og Frankrig mødes søndag klokken 20.45. Her vil der være vigtige point på spil for begge nationer. Danmark skal vinde over Frankrig, mens Kroatien samtidig skal smide point mod Østrig, hvis danskerne skal slutte som nummer et i gruppen og dermed sikre en plads ved finalestævnet i Nations Leauge.

Hvis Frankrig taber til Danmark, og Østrig ovenikøbet vinder over Kroatien på hjemmebane, vil franskmændene faktisk rykke ned i det næstbedste lag i Nations League.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44