Nations League

- Mange ting, vi kan være stolte af, siger Schmeichel

Målmanden Kasper Schmeichel var stolt over Danmarks 2-0-sejr over Frankrig i Parken søndag aften.

Danmark er klar til VM i fodbold.

Det mener målmanden Kasper Schmeichel, efter at Danmark vandt 2-0 hjemme over Frankrig i den sidste kamp i Nations Leagues gruppespil.

- Vi viste mange gode ting. Vores opspil var gode, og vi scorede mål. Der er mange ting, vi kan være stolte af, og der er mange ting, vi kan tage med til VM, siger Schmeichel til TV 2 SPORT.

Han havde stor ros til Christian Eriksen efter kampen.

- Eriksen er en verdensklasse fodboldspiller. Det er dejligt at have ham på holdet. Han er den mand, der får tingene til at tikke.

- Det bliver aldrig bedre end en sejr i Parken, siger Schmeichel.

Eriksen er også godt tilfreds med afsættet inden VM i Qatar i november og december.

- Vi kan ikke komme af sted på en bedre måde. Det er først om to måneder. Men det har stor betydning at slutte på denne måde inden VM. Det giver selvtillid, siger Eriksen til TV 2 SPORT.

Den danske keeper havde ikke mange sekunder til at reagere på det franske forsøg. Video: TV 2 SPORT

Kantspilleren Andreas Skov Olsen forklarede, at landstræner Kasper Hjulmand samlede holdet inde på banen med et VM-budskab efter sejren.

- Vi sagde til hinanden, at det var en stor præstation, og Kasper Hjulmand bad os om at holde os klar og fitte til VM. For vi skal jagte noget om to måneder.

- Vi havde noget, vi skulle rejse os fra efter nederlaget til Kroatien. Det var helt vildt at vinde over verdensmestrene fra Frankrig herinde i Parken. Det var vigtigt, siger Andreas Skov Olsen til TV 2 SPORT.