De larmede og sendte klare VM-signaler til Hjulmand
Flemming Toft ser nærmere på to af de danske profiler, der søndag aften fik chancen fra start mod Frankrig.
De spadserede nærmest ydmygt ind på landets største fodboldscene lige før klokken 20.45.
Ikke hånd i hånd, men efter hinanden med bevidstheden om at blive forfulgt af håb og forventninger. På baggrund af det, de tidligere har udført, og med afsæt i Hjulmands tillid. De to D’er - Damsgaard og Dolberg.
For første gang fra start sammen siden EM-semifinalen sidste sommer. De tog opstilling, mens der blev sunget til ære for vores land.
Damsgaard som et mindre stykke print ved siden af den Eriksen, han på flere måder fodbold-ligner. Dolberg i klemme mellem Joakim Andersen og Andreas Christensen.
Vi vidste på forhånd ikke rigtig, hvor vi havde dem. Mikkel Damsgaard endnu ikke i trit med det, vi ved, han kan. Der bliver bygget på i Brentford. Dolberg i en forfatning, hvor jeg undgår ordet “attitude”, men uden det sædvanlige bid.
Sendte klare VM-signaler
Men her var de så, de to. På en sokkel af Kasper Hjulmands tro på dem. Og de løftede ikke alene Parkens publikum, det danske hold og trænerens begejstring. De sendte klare VM-signaler op mod den københavnske aftenhimmel.
De forlod græstæppet sammen efter en time. Ikke hånd i hånd, men efter hinanden. Hjulmand var overbevist. Det her smagte af Qatar.
Ganske vist indledte Mikkel Damsgaard med tre klokkerene fejlafleveringer, men så tog den kloge fodboldhjerne og de tynde ben over og serverede i Eriksen-stil.
Kasper Dolberg kom godt i gang, og hvis mine blyantsstreger fortalte sandheden, lavede han sin første deciderede fejl efter 56 minutter. Han startede med en erobring i duel med Ferland Mendy. Og dermed foldede han alle sine kvaliteter ud.
Hans boldomgang var fornuftig. Han holdt fast i bolden, som om den var hans, de andre kunne bruge ham som en sikker spilstation, og han arbejdede med en kollektiv indstilling.
Man sad faktisk og ærgrede sig over, hvor Dolberg har været så længe. For han kan så meget, den bedste tekniker af samtlige 9'ere med dansk pas. Det her er noget af det bedste på landsholdet – og så bare på en time.
Larmer på deres egen måde
De to D’er stod for aftenens første mål – fantastisk sat op af Eriksen. Damsgaard tæmmede perfekt, drejede bolden over til højrebenet, og så kom Dolberg stormende og nærmest gled afleveringen i mål.
De er så stille, de to. Går nærmest under radaren uden den store talestrøm. Overskrifter kommer ikke fra deres mund. Men de larmer med hver deres fodbold-begavelse.
Selvfølgelig vil begge komme med til Qatar - uanset aftenens succes. Men for øjnene af alle os fodboldelskere spillede de sig højere op i VM-hierarkiet og løfter håbet yderligere om succes.
De bestod Hjulmand-domsprøven.