Nations League

Eriksen slog vild rekord mod Frankrig

Christian Eriksen er skarpere end nogensinde, siger eksperter.

Christian Eriksen servicerede sine landsholdskolleger med den ene chance efter den anden i Danmarks 2-0-sejr over de forsvarende verdensmestre fra Frankrig.

Den danske kreatør gjorde sig så positivt bemærket, at han fik topkarakter af TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun efter kampen, hvor Eriksen også blev ny rekordholder.

Danskeren skabte nemlig hele otte chancer i kampen, og det er flere end nogen anden i denne sæson af Nations League på tværs af gruppe A, B og C.

Det oplyser analysesiden Squawka på Twitter.

Spillede ny position

Eriksen, der denne sommer skiftede fra Brentford til Manchester United, rykkede i løbet af kampen væk fra sin vante 10’er rolle på den offensive midtbane og ned på 6’erens position, der er mere defensiv. Og danskeren er fint tilfreds med at have flere spillere foran sig.

- Jeg føler mig rigtig godt tilpas med at spille på den plads, fortæller Eriksen til TV 2 SPORT.

- Jeg spiller den jo mere og mere. Det startede, da jeg ryger til Inter. Der blev jeg pludselig 6'er under den gode Conte. Efterfølgende røg jeg lidt mere op på 8'eren og fik frie tøjler. Det var det samme i Brentford, og det er det samme i United.

Landstræner Kasper Hjulmand nyder at se Eriksen dominere midtbanen, men understreger, at Eriksens primære rolle stadig er længere fremme på banen.

- Vi ser ham som en offensiv 10'er, hvor han har stor frihed, siger han.

- Men han kan nemt ligge ved siden af Pierre (Emilie Højbjerg, red.) og have flere spillere foran sig. Han kan nemt spille både tættere på målet og på de to 6'er-positioner. Vi kan bruge ham til mange ting.

Roses af eksperter

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker hæfter sig også ved Eriksens storspil.

Han sammenligner Eriksens præstation med den, Luka Modric lagde for dagen, da Kroatien tidligere på året besejrede Danmark i parken.

- Eriksen spiller en af sine tre bedste landskampe. Han sætter næsten ikke en fod forkert og er hele tiden et skridt foran modstanderen, siger han.

- Han virker til at være skarpere i tanke og i handling end nogensinde, fortæller han.

Mads Junker bakkes op af kollegaen David Nielsen, der roser Eriksens præcision.

- Når han slår en dybdebold, sidder den i fødderne på medspilleren hver evig eneste gang. Det er helt utroligt, og det viser bare, hvilken klassespiller han er, siger Nielsen.

Danmark glippede akkurat pladsen til Final 4-stævnet, da Kroatien vandt gruppen efter deres sejr over Østrig.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44