Nations League

Jeg giver Hjulmand ret. Eriksen er bedre end nogensinde

Jeg har aldrig set Christian Eriksen bedre end nu. Der er en frigjorthed i hans spil og en ansvarlighed over hans optræden.

Argh, Kasper Hjulmand.

Sådan tænkte jeg, da Danmarks landstræner luftede sine forventninger om, at Christian Eriksen ville komme tilbage fra sit hjertestop og spille bedre end nogensinde. Men i al korthed: Hjulmand, du fik ret.

At sidde og betragte (og kommentere) Danmarks nummer 10 i kampen mod de franske verdensmestre søndag aften i Parken var et privilegium. Han var sit vanlige sikre jeg på bolden. Han fandt de sædvanlige frie områder at modtage bolden i. Og han strøede som så ofte før om sig med relevante pasninger. Korte som lange. Altid den rigtige løsning.

Men vi fik mere end det. Vi fik en frigjorthed og en ansvarlighed, som jeg ikke mindes at have set tydeligere. Kan de to ting gå hånd i hånd? Sagtens.

Frigjortheden først. Jeg er ikke psykolog, men jeg kunne da forestille mig, at sådan en nærdødsoplevelse, som Christian Eriksen var igennem 10. juni sidste år, får et menneske til at slippe noget ekstra løs. Hvad er der at miste, hvis man har fået livet tilbage?

Eriksen har ikke blot fået sit liv, men også sit fodboldliv tilbage, og så gælder det vel om at nyde det så meget som overhovedet muligt. Det ville være naturligt.

Det bedste eksempel på det fik vi med 10 minutter tilbage af kampen, da han med en fræk yderside vippede bolden forbi en franskmand og løb om på den anden side af sin måbende modstander for at modtage sit eget lille kunststykke af en aflevering. Det var ikke strengt nødvendigt. Det var en generøsitet fra en maestro. Jeg gør det, bare fordi jeg kan.

Eriksen er klar til at vedkende sig det ansvar, der følger med at have spillet flere end 100 landskampe

Det er bedst, at Eriksen har bolden

Dernæst er der ansvarligheden. Eriksen har altid været en holdspiller. En kollektivist. Den stille fynbo har aldrig set sig selv som noget særligt. Som fodboldspiller har han altid ”fulgt med strømmen," hvilket skal forstås i den absolut mest positive betydning.

Det skal forstås sådan, at Eriksen med lethed har kunnet tage sit spil til det næste niveau. Fra ungdomsholdet til seniorholdet i Ajax Amsterdam. Fra den hollandske liga til Premier League. Kun i Serie A kneb det. Men det var jo ikke, fordi den italienske liga er stærkere end den engelske. Det handlede om snærende, taktisk bånd. Springet fra lille Brentford til mægtige Manchester United har han også klaret aldeles ubesværet.

Nå, men det er jo også udmærket at være en, der ikke sætter sig selv over andre. Den slags hylder vi faktisk her til lands. Med rette. Men som Danmarks største træner nogensinde, Richard Møller Nielsen, altid sagde det, så har den, der har evnerne, også pligten.

Og her har jeg tidligere savnet noget fra den lettere introverte Eriksen. Jeg har savnet, at han krævede at få bolden. Jeg har haft en følelse af, at han var for socialdemokratisk i sin tankegang. Nej, Eriksen, det er ikke lige så godt for Danmark, at Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg har bolden. Det er bedst, at DU har den. Som jeg skrev i min karaktergivning efter Danmarks nederlag til Kroatien i sidste uge: I slutfasen sad jeg bare og håbede på, at Eriksen ville få bolden.

Sådan er det jo med de største. Når Luka Modric kræver at få bolden for Kroatien, så er det jo, fordi han vedkender sig at være den bedste. Han gør det i holdets tjeneste. Ikke for sig selv. Sådan oplever jeg, at Christian Eriksen i højere grad er begyndt at tænke.

Må gerne være endnu mere leder

I de første landskampe efter hans genopstandelse var han brillant, men det var på en mere individuel facon. Det var som om, at han lige skulle teste, om isen kunne bære. Det kunne den, Christian. Og meget mere til.

Det var Kasper Hjulmand en af de første, der fattede. At Christian Eriksen fik overdraget anførerbindet i sin første hjemmekamp efter sit comeback – det var testkampen mod Serbien i marts 2022 – var en gestus. Men at han også fik det til hjemmekampen mod Kroatien i juni tolkede jeg som et signal. Simon Kjær var jo ude med en skade. Men Kasper Schmeichel var med. Så det naturlige havde været at lade målmanden være anfører. Som det normalt har været, når Kjær ikke har været til rådighed.

Men nej, Det fik Christian Eriksen. Som et signal om, at ”du godt må være endnu mere leder, end du tidligere har været." Mit bud er, at Eriksen for fem år siden ville have takket nej til tilbuddet. ”Lad nu bare Kasper være anfører," tror jeg, at han ville have sagt. Det kan jeg ikke vide. Jeg tror det bare. Beskedenheden ville have vundet over selvsikkerheden.

Sådan er det ikke længere. Nu er Christian Eriksen klar til at vedkende sig det ansvar, der følger med at have spillet flere end 100 landskampe og være landsholdets ubetinget bedste spiller.

Det har han været før. Men det var i en mere afdæmpet udgave. Nu er han chefen.

Jeg synes, det klæder ham.