Nations League

”Uigenkendeligt og for svagt” – franske medier græmmer sig

De franske medier klamrer sig til det håb, at de skadede spillere bliver klar til VM.

Én sejr i de seneste seks kampe.

Det er det, som det franske fodboldlandshold går ind til VM i Qatar med. Og det bekymrer de franske medier – særligt efter endnu et nederlag til Danmark i Nations League.

De forsøger dog at finde lidt optimisme i, at nogle af de største stjerner manglede.

Le Figaro: - Uigenkendeligt og for svagt – Les Bleus synker til bunds for Danmark

- Vi er det franske hold og har to stjerner på brystet. Men det er ikke nok til at vinde kampe. Det var alt for febrilsk, og det var et hold, der tog vand ind fra alle sider. Vi er sikre på, at det ikke er det samme hold, der står der igen 22. november i Doha, og det er betryggende.

Men vi skal stadig huske, at hvis det ikke lykkedes til den tid, kan vi ikke sige, at Frankrig ikke er blevet advaret med tilbagefaldene.

Le Parisien: - Les Bleus skudt i sænk igen – vi kan ikke vente på comebacket

- Den eneste gode nyhed er, at de vil præsentere sig selv i et nyt lys med A-spillerne, når Karim Benzema, Lucas Hernandez og Hugo Lloris kommer tilbage. Stjernerne Mbappé og Griezmann blev pareret af Schmeichel, og det så ud til, at de resignerede og erkendte, at den rigtige kamp først finder sted 26. november i Doha.

Det sidste indtryk, som Les Bleus har efterladt inden VM, er ikke betryggende

l'Equipe

RMC Sport: - Frankrig skuffede og blev slået i deres sidste kamp inden VM

- Det var den sidste udflugt inden VM, men den var overhovedet ikke beroligende. Mindre end to måneder før den første kamp ved VM, blev det franske landshold for alvor rystet af Danmark i København. Spillerne udviste bekymrende mangler.

l’Equipe: - Frankrig taber til Danmark, men bliver i gruppe A

- Det franske landshold blev straffet for sine defensive fejl og manglende effektivitet. Det sidste indtryk, som Les Bleus har efterladt inden VM, er ikke betryggende. Aftenens eneste trøst kom fra Wien, hvor østrigernes nederlag til Kroatien betød, at Frankrig beholdt sin plads i gruppe A.

Kræver højere niveau

Frankrigs fodboldlandstræner, Didier Deschamps, mener, at det var helt fortjent, at Danmark tog sejren i søndagens Nations League-kamp i Parken.

Danskerne var ifølge Deschamps bedre og hurtigere i tanke og handling og meget mere effektive, og det grundlagde den danske 2-0-sejr.

Det er lærdommen, inden holdenes mødes i en VM-gruppekamp om to måneder i Qatar.

- Det vigtigste, vi har lært, inden vi skal mødes igen, er, at det kræver et meget højt niveau fra vores side, når vi skal spille mod en modstander på sådan et niveau. Vi kunne ikke spille med den samme aggressivitet, som danskerne kunne.

VM i Qatar skydes i gang 20. november, og Danmark og Frankrig mødes den 26.