Fodbold

Daramy forklarer episode, hvor han skubbede modstander i græsset

Det gjorde Mohamed Daramy sur, at en kroatisk spiller rev Mathias Kvistgaarden omkuld.

Mohamed Daramy vil ikke finde sig i hvad som helst. Om det så må koste en advarsel.

Det understregede han i det danske U21-landsholds EM-playoffkamp mod Kroatien i Vejle tirsdag aften, hvor de danske talenter til sidst måtte se kroaterne løbe med billetten til slutrunden næste år.

I slutningen af den ordinære kamp, da Danmark var foran 2-1, og kampen var på vej i forlænget spilletid, rev kroatiske Veldin Hodza den danske angriber Mathias Kvistgaarden omkuld.

Daramy stod få meter fra episoden, og han reagerede ved at løbe hen til Hodza og give ham et hårdt skub, så han faldt i græsset.

- Sådan er det jo. Han nedlægger min holdkammerat, og der bakker jeg selvfølgelig min holdkammerat op. Han (Veldin Hodza, red.) kan ikke bare kaste en af vores spillere ned og tage bolden. Så må jeg tage en gul billet (advarsel, red.) for det, siger Mohamed Daramy til TV 2 SPORT.

En jaget mand

Hodza måler ifølge Transfermarkt 183 centimeter. 20-årige Daramy er tre centimeter lavere.

- Størrelsen er ligegyldig, lyder det fra Daramy, der med sin hårde behandling af Hodza gjorde en masse kroatiske spillere vrede.

Ajax-spilleren, der i denne sæson er lejet ud til FC København, var generelt en jaget mand i kampen, men det tager han nu ikke så tungt.

- Sådan er det. Når man er den type spiller, jeg er, vil de gerne frustrere mig og sparke mig ned så meget som muligt. Det er en del af spillet, og det forventer jeg også i sådan en kamp, siger Mohamed Daramy.

U21-EM næste år spilles i Rumænien og Georgien.