Nations League

- Det, vi ser her, er en mand, der er meget påvirket

Harry Maguire har spillet 49 landskampe for England, siden han fik debut i 2017. Mange engelske fans mener nu, at han skal vrages til VM.

Harry Maguire tjener millioner. Mange millioner. Han er fast mand på det engelske landshold og spiller for en af verdens mest populære fodboldklubber, Manchester United.

Alligevel er det nok ikke altid lige sjovt at være Maguire. Den 29-årige forsvarsspiller har specielt de seneste år været centrum for massiv kritik blandt fans og medier.

Mandag aften var den gal igen. Allerede inden Englands Nations League-kamp mod Tyskland buhede de engelske fans af Maguire, og de gjorde det også undervejs i opgøret, da han begik et klodset straffespark.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen erkender, at Harry Maguire ikke har været på sit bedste niveau den seneste tid, men han tænker omvendt heller ikke, at det er nemt at være den 29-årige forsvarsspiller lige nu.

- Det, vi ser her, er en mand, der er meget påvirket. Han er blevet det onde ansigt på Uniteds nedtur - og også Englands nu, fortalte Martin Mikkelsen i studiet efter kampen, inden han uddybede:

- Jeg synes jo, at da han var bedst og kom frem med England, var han også god med bolden og god til at styre spillet. Han spillede med en autoritet, som han slet ikke har nu. Det er en knækket fodboldspiller. Derfor forstår jeg måske heller ikke helt, at Southgate ikke giver ham en pause.

Den engelske midterforsvar Harry Maguire var direkte involveret i Tysklands første mål, da han begik et klodset straffespark på Jamal Musiala. Video: TV 2 SPORT

Mads Junker retter skarp kritik

Anderledes hård var TV 2 SPORTs anden fodboldekspert Mads Junker, da han efter mandagens opgør analyserede Maguires situation.

- Han får lov til at starte inde af sin landstræner, selv om han ikke fortjener det. Det er en voldsom tillidserklæring. Rent spillemæssigt har jeg aldrig været imponeret over ham.

- Jeg tænker, at han kommer med til VM. Det vil være mærkeligt andet med tanke på, hvor meget Southgate har brugt ham. Men jeg har svært ved at se, hvad han skal bidrage med hos England, når de har ret mange andre midterforsvarer.

Efter opgøret mod Tyskland blev Englands landstræner, Gareth Southgate, også spurgt ind til Maguires dårlige præstation, men han har fortsat tillid til sin spiller.

- Det vil altid være genstand for debat, men jeg tror, at i tider som disse må vi vende tilbage til vores bedste og mest erfarne spillere, medmindre vi er i situationer, hvor det er nærmest uholdbart og umuligt at vælge dem, sagde Southgate.

England er inde i en historisk ringe stime. Holdet har ikke vundet i seks kampe i streg, og det stod allerede klart efter fredagens nederlag til Italien, at England rykker ned i den næstbedste Nations League-række.

UEFA Nations League A Grp. 3

UEFA Nations League A Grp. 3
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1632187+111
2631285+310
36141119+27
46033410-63