Nations League

Ekspert spottede detalje, der endte med at koste et mål

Ilkay Gündogan havde mere travlt med at få sørgebindet på plads end at dække op.

Fodboldekspert Mads Junker undrede sig, da han så Englands 2-2-udligning i Nations League-kampen mod Tyskland mandag aften.

Junker kunne ikke forstå, hvordan Bukayo Saka kunne få så meget plads foran det tyske felt, indtil det gik op for ham, at tyskernes defensive midtbanespiller Ilkay Gündogan havde mere travlt med noget andet end at lukke hullet for Saka.

- Prøv at se manden med nummer 21, Ilkay Gündogan, der mister bolden her. Hans sørgebind går op, og han bliver ved med at løbe og sætte det på plads, og hvor er det, han mangler om lige præcis tre sekunder, fordi han ikke kommer tilbage?

- Han løber dér og dér og dér, og så løber Saka igennem. Det er lidt vildt faktisk, at man er så fokuseret på at få sat det dér sørgebind rundt om armen. Han gjorde det også i 1. halvleg og tidligere i 2. halvleg, lød det fra Mads Junker i studiet efter kampen, som endte 3-3.

- Det er først, da han når hen til Saka, at han finder ud af, at der er ved at være fare på færde. Og så er det i øvrigt et sublimt mål af Mason Mount. Ingen tvivl om det, sluttede Junker sin analyse.

Vild afslutning på Wembley

Gündogan, der ellers er vant til at spille med armbind, eftersom han er anfører på sit klubhold Manchester City, bragte Tyskland foran 1-0 mod England.

Kai Havertz gjorde det til 2-0, inden englænderne scorede tre mål på 11 minutter og sendte Wembley i ekstase.

Festen var dog kortvarig. Få minutter senere udlignede Havertz til resultatet 3-3.

De engelske og tyske spillere spillede med sørgebind for at mindes dronning Elizabeth, der gik bort 8. september i en alder af 96 år.

Inden storkampen i London mandag aften var det sikkert, at England ville slutte sidst i gruppen og dermed rykke ned i Nations League B.

UEFA Nations League A Grp. 3

UEFA Nations League A Grp. 3
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1632187+111
2631285+310
36141119+27
46033410-63