Dansk VM-budskab trækker overskrifter i udlandet
Danmarks nye VM-trøjer - og hummels budskab med dem - er blevet bemærket flere steder uden for landets grænser.
Det er meget mere end bare tre trøjer.
Dette annoncerede hummel tirsdag, da sports- og modebrandet beskrev, at der er et større budskab med Danmarks VM-trøjer og specielt den sorte tredjetrøje. Det forklarede Morten Lund, der er sponsoransvarlig hos hummel.
- Det er rigtigt, at det er første gang, at Danmark spiller i en sort trøje. Det er et symbol på et omvandrende sørgebind, og det er en vigtig brik i forhold til at udvise en protest.
Det kritiske Qatar-budskab har nu ramt internationale medier.
Engelske The Athletic: - Danmarks tøjprocent siger, at de har nedtonet logoet og designet, fordi de ikke ønsker at støtte værtsnationen Qatar.
Spanske El Confidencial: - Hummel, der beklæder Danmark, boykotter Qatar og vil ikke være synlige på trøjen.
Italienske Football Italia: - Nogle har hyldet Danmarks standpunkt, mens andre har kaldt det en performativ gestus, som der i sidste ende ikke opnås meget med.
Amerikanske Washington Post: - Designet fuldender et løfte fra det danske fodboldunion, der i november lovede at bære tøj med et 'kritisk budskab' ved slutrunden i Qatar.
Den franske Twitterside Actu Foot: - Officielt. Hummel præsenterer Danmarks trøjer til VM, som er en protest mod Qatar.
Amerikanske ESPN: - I et statement skriver hummel, at det sker for at protestere mod Qatar og deres brud på menneskerettighederne.
Twittersiderne TalkSport, SPORTbible og B/R Football, der alle har millioner af følgere, har også delt budskabet fra Danmarks trøjer.
- Det handler om menneskerettigheder
Selv om både hjemme- og udebanetrøjen bærer præg af flere detaljer fra de ikoniske EM-trøjer fra 1992, er de alligevel bemærkelsesværdigt simple i udtrykket.
Det er et helt bevidst valg fra hummel og DBU, der ikke ønsker at eksponere sig selv under slutrunden i Qatar.
- Vi ønsker ikke at bruge det som en kæmpestor skueplads for eksponering. Derfor har vi tonet os selv ned. Vi har ikke et meget tydeligt hummel-logo. Det samme er gældende for DBU. Vi vil gerne vise, at når spillerne går ind på banen, handler det ikke om os. Det handler om nogle helt andre ting.
- Det handler om menneskerettigheder, der bliver krænket, og det vil vi vise med det her, fortæller Morten Lund.