Nations League

Ét ord dominerer i hovedrystende svenske medier

Sverige var pisket til sejr over Slovenien, men fik kun 1-1 og rykker ned i tredje lag i Nations League. Det er en klokkeklar fiasko, mener medier.

Det er hårde tider for Sveriges fodboldlandshold.

Om to måneder må de slutrundevante svenskere se VM hjemme fra sofaen. Og tirsdag aften blev det også klart, at de blå-gule rykker ned i tredje lag i Nations League.

Sverige havde brug for en sejr over Slovenien i Stockholm, men fik kun 1-1.

Og det får svenske medier til at bruge ét bestemt ord, der måske meget godt beskriver folkestemningen - FIASKO.

SVT: - Fiaskoen er fuldbyrdet - Sverige sendes ned i Nations League

- Fiaskoen er et faktum. Sverige spillede uafgjort hjemme mod Slovenien og rykkes ned til lag C i Nations League. Nu venter nationer som Aserbajdsjan, Færøerne og Luxembourg. Efter slutfløjt kunne landstræner Janne Andersson kun ryste på hovedet.

Aftonbladet: - Svensk fiasko - ude

- Fiaskoen er fuldendt. Sverige formåede ikke at slå Slovenien i en must win-kamp. Det endte 1-1, og dermed ryger Janne Anderssons landshold ned. Da slutfløjtet lød, var der buhråb fra tilskuerpladserne. Det er en ny lussing til Janne Andersson, og der begynder nu for alvor at blive sat spørgsmålstegn ved hans fremtid som landstræner.

Man forstår godt, at fansene buher, fordi det går ikke godt

Fredrik Ljungberg, tidligere svensk landsholdsspiller

Expressen: - Svensk fiasko - degraderes

- Det var en skæbnekamp på Friends Arena, da Sverige tog imod Slovenien. Mod slutningen af kampen mistede Sverige momentum, og presset udeblev. De blå-gule blev buhet ud af hjemmebanepublikummet ved slutfløjt.

- Man forstår godt, at fansene buher, for det går ikke godt nok, siger den tidligere svenske landsholdsspiller Fredrik Ljungberg til Viaplay.

Fotbollskanalen: - Sveriges fiasko - degraderet i Nations League

- Sveriges betingelser var enkle på forhånd. Sejren var et must for at blive i B-divisionen i Nations League. Landstræner Janne Andersson havde lavet fire ændringer i startopstillingen. Det så ud til at hjælpe fra start, men så gik luften ud af ballonen.

I næste udgave af turneringen skal Sverige dyste mod lande som Færøerne, Luxembourg og Kosovo. Med al respekt for dem, er det ikke den slags nationer, svenskerne traditionelt sammenligner sig med.