Har landsholdet brug for Simon Kjær?
Landsholdet har brug for anfører Simon Kjær, men måske skal hans rolle omdefineres, mener panelet i ’KANT’.
Du kan se ugens udgave af fodboldprogrammet ’KANT’ på TV 2 PLAY.
Simon Kjær var tilbage i landsholdsvarmen i den forgangne uge efter en landsholdspause på ti måneder på grund af skade.
I mellemtiden har Joachim Andersen, der til dagligt tørner ud for Crystal Palace i Premier League, imponeret – både på klubplan og på landsholdet. Andersen startede både inde mod Kroatien og Frankrig, mens Kjær startede ude mod sidstnævnte.
Derfor diskuterer panelet i denne uges udgave af fodboldprogrammet ’KANT’, om landsholdet har brug for Simon Kjær.
- Joachim Andersen har gjort det fantastisk, men at gå dertil at sige, at Kjær ikke er god nok til landsholdet ... Han har jo en aura og en tilstedeværelse over sig – og så er jeg med på, at han har været skadet en stor del af tiden. Der er mange aspekter, når der skal sammensættes og samles et hold under en slutrunde. Selvfølgelig skal Simon Kjær med til VM, siger fodboldtræner Morten Karlsen.
TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge mener også, at der er brug for Simon Kjær. Men han er ikke sikker på, at det bliver som fast startende.
- Det kan være, at man kommer i en situation, hvor man skal omdefinere hans rolle på holdet. Det er et positivt problem. Vi har så mange gode spillere på den position. Så hvis ikke han er i stand til at komme op på 100 procent og måske spille hver kamp, så skal man nok overveje, hvilken model der skal køres, siger Werge.
- Men man har brug for en mand som ham, det er der ingen tvivl om. Det viste han også på rekordtid under EM sidste år, hvor han virkelig trådte i karakter. Jeg tror, at han har en stor betydning for truppen, og så har han det selvfølgelig også på banen, hvis han kan levere.
Uenighed om startplads
Panelet er enige om, at han hører til på landsholdet. Men spørgsmålet er så, om han skal starte inde.
Mike Jensen, der har syv A-landskampe på cv’et og nu spiller for HB Køge, mener, at der i allerhøjeste grad er brug Simon Kjær – både på og uden for banen.
- Simon Kjær er så dygtig, at han vil gøre alt for at få en startplads. De er så klart defineret på, at holdet skal have succes. Jeg ville tage Simon Kjær over Joachim Andersen. For mig at se kommer det også Simon Kjær til gode alt det, de har opbygget over tid – selvfølgelig også hans status på holdet. Men han har været en af de her hjørnesten og været med i hele opbygningen, siger Jensen.
- Efter VM vil han også kunne affinde sig med, at han ikke skal spille hver landskamp. Han er bundprofessionel, han er en holdspiller – og giver alt for holdet, gruppen og Danmark.
Kjær skal have spilletid i Milan
Fodboldtræner Morten Karlsen ville starte med Joachim Andersen inde, hvis man tager spillernes nuværende form in mente.
- På aktuel form vil jeg vælge Joachim Andersen. Det siger sig selv. Han spillede også en fantastisk kamp mod Frankrig. Men det er tydeligt at se, at relationerne mellem Simon Kjær og eksempelvis Kasper Schmeichel også betyder noget, siger Karlsen.
- Det er også afgørende, hvor meget spilletid Simon Kjær får i Milan. For spiller Joachim Andersen de næste 15-20 kampe for Crystal Palace, og Simon Kjær får to, så vælger Hjulmand jo klart den mest formstærke.
Simon Kjær-snakken og flere andre emner kan du høre og se i ’KANT’. Det er på TV 2 PLAY.