15 profiler nægter at spille for landsholdet – ekspert ser kun én løsning
Den gode udvikling, som kvindefodbold har været igennem, har fået et hak, mener eksperter.
Lige nu tager en opsigtsvækkende sag det meste af spaltepladsen i Spanien.
15 (!) spillere fra Spaniens kvindelandshold har ifølge forbundet meddelt, at de nægter at repræsentere stormagten, så længe Jorge Vilda er træner.
Spillerne er ifølge de spanske medier utilfredse med flere ting. Mundo Deportivo beskriver blandt andet, hvordan Vildas ønske om kontrol er stort – indimellem opfattes han som ”diktatorisk”.
- Spansk kvindefodbold oplever den sværeste tid nogensinde, skriver det spanske medie Marca.
Fodboldkommentator Morten Glinvad, der følger fodbold i landet tæt, er af samme overbevisning.
- Det er meget usædvanligt, at man nægter at være en del af landsholdet, fordi forholdene ikke er i orden. Det er en kæmpe historie. Det har fået stor, stor opmærksomhed, siger Morten Glinvad.
Hvad strides de over?
Den diktatoriske ledelsesstil er langt fra det eneste kritikpunkt af 41-årige Vilda, efter sagen kom frem i sidste uge. Her følger en række af de ting, som kilder tæt på sagen beskriver, at spillerne er sure over:
- Spillerne er utilfredse med den måde, træneren håndterer skader
- Atmosfæren i omklædningsrummet er dårlig
- Trænerens holdudtagelse
- Træningerne
- Spillerne føler sig overvåget
- Mundo Deportivo beretter om eksempler, hvor Jorge Vilda har bedt spillerne holde dørene til deres værelser åbne, så han kunne tjekke, om de var der
Det spanske forbund var hurtige til at svare på spillernes brev. De støtter landstræneren, og spillerne kommer ikke til at få deres vilje.
Derfor er der lige nu ”stilstand” i sagen, men de to parter skal finde en løsning, inden den næste samling finder sted i november. Spanien er allerede klar til VM, som spilles i sommeren 2023. Her vil de i øvrigt være at regne blandt favoritterne, hvis de altså kan stille med de bedste spillere.
Et slag for fremgangen
Efter et job som ungdomslandstræner i mange år blev Jorge Vilda ansat som landstræner i 2015. Her var kvindefodbold ikke, hvad det er i dag. De senere år har den gennemgået en enorm udvikling.
Vilkårene er blevet markant bedre, og konstant slår tilskuertallene rekord. To gange på 23 dage var mere end 90.000 tilskuere på plads til Barcelonas hjemmekampe.
Men den udvikling bliver nu udfordret.
- Det har været en stor succeshistorie i de senere år, og så lige pludselig kommer den her bombe, som sætter det i et helt andet lys, og som stiller en masse spørgsmål. Det river op i debatten.
- Mange mener, at det her er et tegn på, at nok har der været fremgang, men stadigvæk er der mange reaktionære kræfter, der ikke har gjort, hvad de skulle, siger Morten Glinvad, der møder opbakning hos fodboldekspert Jonas Hebo:
- Det er meget bemærkelsesværdigt, og det er et ordentligt knæk i forhold til, hvor stort det her boom har været – i særdeleshed i Spanien.
"Et levn fra gamle dage"
Ifølge Glinvad er sagen et godt eksempel på, at Vilda ikke har fulgt med tiden.
- Af spillerne bliver han set som et levn fra gamle dage. En mand, der slet ikke er kvalificeret til at have det store job, som det er blevet at være spansk landstræner. Spillerne har mærket på deres klubber, hvor meget der er sket rundt omkring.
- Når de møder ind på landsholdet, føler de, at man ikke har taget de nye tiltag til sig, og man har ikke optimeret forholdene omkring landsholdet. Det er hele sammenstødet mellem det gamle og det nye, der er blevet udstillet, siger Glinvad.
Omvendt sår fodboldkommentatoren tvivl om måden, det hele er foregået på, hvor spillerne offentligt ønsker trænerens afgang.
- Det, der vil blive diskuteret, er, at ligemeget hvor utilfreds du er… Er det så det rigtige at gøre?
I samme båd skriver Marca, at brevet kan ses som afpresning.
Ender med trænerfyring
De to parter sætter lige nu hårdt mod hårdt, inden den næste samling finder sted i november.
Hvis ikke situationen går i orden, kan det ende med straffe til spillerne. Det spanske fodboldforbund oplyser således, at det kan medføre sanktioner på to til fem års karantæne fra landsholdet, hvis man ikke møder op til en indkaldelse.
Det kan dog diskuteres, om det kommer så vidt, da spillerne har givet udtryk for, at miljøet på landsholdet skader deres mentale helbred, og de derfor – i en vis forstand – kan melde fra med en skade. Det vides af gode grunde ikke, hvordan en sådan situation vil blive vurderet.
Spørger man TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo, kommer det dog ikke så vidt. Han har svært ved at se de to parter løse situationen.
- Jeg har meget svært ved at se, at det vil kunne repareres i et omklædningsrum. At de 15 spillere vil kunne komme tilbage.
- Jeg kan næsten ikke se andet, end det ender med, at Vilda (træneren red.) ikke kommer til at være der, siger Hebo.