Fodbold

Brøndby-fans skal vise ID til udekampe

Brøndbys fans skal identificere sig selv for at komme til udekampe. Samtidig bliver næste derby på Brøndby Stadion uden udebanetilskuere.

Efter flere kedelige episoder i forbindelse med superligaklubben Brøndby IF's udebanekampe er klubben blevet pålagt nye regler for at kunne medbringe fans på udebane.

Fremover skal Brøndbys fans identificere sig med et gyldigt ID, før at de kan komme ind på et udebaneafsnit. ID'et skal stemme overens med navnet på adgangsbilletten.

Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Flere tiltag implementeres

Aktuelt har FC København et særligt "awaykort", som klubbens fans skal fremvise for at kunne komme ind på et udebaneafsnit.

Brøndby-direktør Ole Palmå fortæller til klubbens hjemmeside, at Brøndby har arbejdet på et lignende tiltag, men ikke nået at implementere det.

Palmå fortæller også, at det nye påbud om at vise ID ikke bliver det eneste nye balladebekæmpende tiltag i Brøndbys udebaneafsnit.

- Vi har besluttet, at vi investerer i et mobilt ansigtsgenkendelsessystem til vores udebanekampe, ligesom det vi bruger til vores hjemmebanekampe på Brøndby Stadion.

- Disse tiltag skal styrke indsatsen med at identificere og udelukke karantæneramte fra stadion og vil blive implementeret fra den kommende udebanekamp mod Randers FC, siger Palmå.

Derby uden udebanetilskuere

Et andet tiltag fra Divisionsforeningen kommer til at ramme FCK-fans.

I forbindelse med holdets næste udekamp på Brøndby Stadion må københavnerne ikke have fans på udebaneafsnittet af sikkerhedsmæssige årsager. Derfor skal udebaneafsnittet i Brøndby stå tomt 16. oktober.

- Vi er kede af nødvendigheden af dette tiltag til den kommende derbykamp. Det er hverken rimeligt eller retfærdigt over for alle de tilskuere, som bare vil ind og se en god fodboldkamp på udebane.

- Men vi skal kunne garantere en tilstrækkelig sikkerhed for alle tilskuere til vores kampe - også alle tilskuere i udebaneafsnittet.

- Med de begivenheder, der har været i og omkring kampe i efteråret, er det vores vurdering, at vi desværre ikke kan bringe de to tilskuergrupper sammen til den kommende kamp på Brøndby Stadion og samtidigt garantere en tilstrækkelig sikkerhed, siger en ærgerlig Claus Thomsen.

Ærgrelse hos FCK

Den beslutning ærgrer Parken-direktør Jacob Lauesen.

- Vi synes, at det her er en uheldig situation for vores fans. Den valgte løsning rammer de forkerte, mens beslutningen også sportsligt er en ulempe for FCK. Men vi må tage den til efterretning, siger Lauesen.

Direktøren fortæller, at klubben har afsøgt alternative muligheder for at få fansene med til Brøndby, men at der også har været bred enighed i FCK-fankredse om, at de ikke har ønsket at tage til kampen.

Superligaen starter op igen fredag efter landskampspausen. Både Brøndby og FCK spiller søndag på hjemmebane.